Radiodramatisk præst debuterer på Krimimessen med radiospil som har været undervejs i næsten 18 år. Han spiller selv hovedrollen og handlingen foregår i et råt miljø ikke langt fra virkeligheden.
Af Jørn Kildall
Sognepræst Troels Bering i Søvind har begået et radiospil, han holder meget af ordet ”begået” som han synes er et fantastisk ord, som bliver brugt ofte om mord.
I begyndelsen var der…
Som teologistuderende lavede Troels Bering revy sammen med en gammel studiekammerat som var begyndt at lave radiospil og det vakte hans nysgerrighed. Troels havde allerede skrevet masser af revytekster så derfor foreslog Troels at skrive et manuskript til et radiospil – og et år senere, efter hårdt arbejde, havde han et manuskript klar.
Kammeraten kunne godt lide teksten og i efteråret 2017 indspillede de historien og Troels fortalte at historien slet ikke var færdig endnu og at der var mere. Året efter fik de indspillet den anden del af radiospillet. Under Corona-nedlukningen fik Troels skrevet tredje og sidste del færdig, som blev indspillet i januar 2021.
Idéen er gammel
Troels Bering fik idéen til sin historie allerede i 2005, men alle mulige ting tog hans fokus og det var først 12 år senere, at historien blev skrevet om til radiospil og han fortæller om radiospil-genren:
- Det er vigtigt når man laver radiodrama, at man taler billeder ind i folks hoveder. Genren eksisterer i området mellem en bog og en film, som jeg ser det. Jeg er skuespiller og kan gode lide at arbejde med at skabe billeder ud fra ord.
Radiospillet er et gammelt medie, det er Troels helt klar over. Det er et medie som trækker sine lyttere ind og med den store udbredelse af podcast er det let at lave og udgive sit eget radioprogram, hvilket er noget af det som fascinerer Troels Bering.
- Du kan ikke høre et radiospil uden at bruge din hjerne samtidig. Du er nødt til at være med. Det er et medie som kun møder sine lyttere halvvejs, for de skal også investere mentalt for at være med i historien… det er som en dans. En smuk dans, siger han og lyser op i sit velkendte smil.
Med sit radiodrama håber Troels at lytterne føler at de står lige ved siden af historien som den udspilles. Han kan også se at det er blevet meget nemt at lancere sine idéer hurtigt og nemt, med de teknologiske muligheder som findes i dag. Det er billigt at komme i gang med at lave radio og få det ud til et større publikum, hvilket tidligere var forbeholdt professionelle radiostationer.
Fortællinger fra Stenbroen
I radiospillet, Fortællinger fra Stenbroen, møder man hovedpersonen, en privatdetektiv som hedder Babe. Detektiven er ikke en superdetektiv, snarere tværtimod og Troels’ udgangspunkt har været: hvordan ville jeg opklare en forbrydelse? Og Babe minder også meget om sognepræsten fra Søvind. Det er også Troels som spiller hovedrollen som Babe i radiospillet.
- Han er en detektiv som drager alle de forkerte konklusioner undervejs. Det er også dem som binder historien sammen. Babe gør hvad han kan, tvunget af omstændighederne – selvom han ikke har lyst, forklarer Troels Bering.
Udgangspunktet for radiospillet er en mafiaboss som hyrer Babe til at løse en opgave… og hvis det ikke lykkes, må han betale den højeste pris… med sit liv!
Historien foregår i et fiktivt univers – Stenbroen – der minder meget om det Vesterbro man kender fra København, beboet fra lyssky typer, prostituerede, gangstere, svindlere og politifolk.
Et tegneserieunivers
- Vi er i en fiktiv verden, ja, jeg vil kalde det for et tegneserieunivers. Figurerne er karikerede og jeg tager da også pis på mange ting, og overdriver kraftigt. Sjovt nok så kan Babe godt lyde som kaptajn Haddock, når han taler. Så vi er ovre i Tintin og Dick Tracy genremæssigt, forklarer han med stor energi.
Udover Troels i hovedrollen som Babe, har han fået hjælp af ca. 15-20 skuespillere, som hjælper med at befolke det farverige univers som historien foregår i.
Holdet har indspillet ni episoder som hver varer 30 minutter, den tekniske side af produktionen var lagt i hænderne på professionelle folk, som stod for optagelser, instruktion og efterfølgende klipning og montage.
Instruktionen var lagt i hænderne på Jacob Octavius Jarlskov der oprindeligt er uddannet skuespiller, men skiftede til filosofi og teologi. Han var frisk på at lave radiodrama med Troels for det havde han ikke den store erfaring med og var nysgerrig på at se hvor det kunne bære hen.
- Sammen med Jacob Jarlskov fandt vi skuespillere og studiefaciliteter, og når jeg havde afleveret historien, tog han over og så kunne jeg kun se på, selvom jeg spiller hovedrollen. Jeg er meget stolt af det som vi har lavet sammen, siger han og lyser op i et stort grin.
Oplev radiospillet på Krimimessen i Horsens
Troels kunne aflevere det færdig radiospil i september 2021 og var klar til at kaste sig over nye skriveopgaver, men sådan gik det ikke.
- Jeg oplevede at folk begyndte at skrive om radiospillet og det kom i aviserne. Jeg fik et opkald fra Krimimessen og de syntes at det var meget spændende. Jeg var meget overrasket og havde ikke det det komme.
På Krimimessen skal Troels og nogle af de medvirkende fremføre dele af radiospillet for et live publikum. Hvis man har lyst til at høre hele radiospillet, skal man søge efter ”Fortællinger fra Stenbroen” på Internettet og her kan man lytte til historien på YouTube, Spotify, Apple Podcast, Google Play og hvor man ellers finder podcasts.
Troels er færdig med at fortælle Babes historie og har sat punktum for ham, men han er allerede i gang med at skrive på en ny historie som måske – måske ikke udkommer som radiospil på et tidspunkt.
Krimimessen finder sted 2. – 3. april på Fængslet i Horsens og Troels kan opleves live lørdag 2. april klokken 14.30 i ”Gymnastiksalen”.