ØSTBIRK - Torsdag aften lykkedes det at få de sidste brikker til at falde på plads, så nu kan der spilles udendørs padel i Østbirk.
Af Østbirk Idrætsforening
Vi er i ØIF utroligt glade for at vi nu kan tilbyde endnu en aktivitet i vores idrætsforening, der i forvejen tilbyder 9 andre forskellige aktiviteter.
Den nye udendørs padelbane blev torsdag aften testet af, af 4 af ØIF´s bestyrelsesmedlemmer inden aftenens bestyrelsesmøde – og banen blev i den grad godkendt – selv om der var enighed om, at der til tider var kastevinde på banen i det ellers meget vindstille og smukke sommervejr.
Medbring selv bat og bolde
Banen er en pay-and-play bane, og kan bookes via https://www.ostbirkif.dk/Booking-af-Padelbane. Banen er åbent alle dage fra kl. 7.00-22.00. Det koster 80 kr. at leje en bane for en time. Man medbringer selv bat og bolde.
Der vil være officiel åbning af banen i forbindelse med ØIF’s 90-års fødselsdag den 1.juni, hvor det vil være muligt at komme ned og prøve at spille. Men hvis I ikke kan vente – så gå ind og book banen allerede nu – den er åben.
Tak for den store støtte
Med åbningen af banen vil vi også rigtigt gerne sige tusind tak til vores medsponsorer. Uden jer var projektet ikke muligt. Derfor skal lyde en stor tak til DIF og DGI’s foreningspulje, Nordea fonden, Spar Nord Fonden, Norlys, HJ Valeur, PM Skrueteknik Lak & Lim, Entreprenør Jens Jørgen og Den selvejende institution Østbirk Hallen. Samt stor tak til A-sport for det gode samarbejde.
Vi håber byen vil tage godt imod den nye aktivitet i ØIF-regi, - en ny udendørs sportsgren, der giver mulighed for at dyrke motion sammen på tværs af alder og køn. Så tag familien, venner eller naboerne med ned til et slag padel – men vi advarer på forhånd – man bliver bidt af det.