Åes og Hovedgård Vandværker begyndte dialogen om en mulig sammenlægning tilbage i 2019, hvor Åes Vandværk henvendte sig til Hovedgård Vandværk.
Af Hovedgård Vandværk
Efter en længere proces med nøje overvejelser og mange møder, hvor vi bl.a. diskuterede de potentielle fordele og ulemper for både forbrugerne og de to værker og med hjælp fra brancheforeningen Danske Vandværker, blev grundlaget for sammenlægningen skabt. Én af de første opgaver for vandværkerne var at få opgjort forbrugernes værdier i hver af de to vandværker, så der kunne ske en retfærdig sammenlægning, hvor værdierne bliver udlignet over en årrække. Vi fik hjælp til værdiansættelserne af en rådgiver og værdiansættelserne blev forelagt forbrugerne inden der blev truffet beslutning om sammenlægningen.
Åes blev hørt
Den 1. januar 2022 skete den officielle administrative sammenlægning af de to vandværker. For at sikre en god og glidende overgang, blev der i den første periode reserveret en plads i bestyrelsen til en forbruger fra Åes. Dette skulle sikre, at Åes' interesser og bekymringer blev hørt og taget i betragtning ligesom det skulle gøre det lettere at drive Åes Vandværk. Det sammenlagte vandværk hedder fortsat Hovedgård Vandværk, og eventuelle driftshenvendelser skal derfor også fortsat rettes til driften for Hovedgård Vandværk.
Renovering af Åes vandværk
Åes Vandværk stod over for en nødvendig renovering. Vi fik en ekstern rådgiver til at belyse forskellige løsningsmuligheder for renovering, etablering af nyt vandværk i Åes eller etablering af en forsyningsledning fra Hovedgård Vandværk til Åes. På baggrund af disse analyser besluttede bestyrelsen at arbejde mod etablering af en ny forsyningsledning. Valget blev foretaget på en afvejning af forsyningssikkerhed, drift og økonomi.
Den nye forsyningsledning er blevet etableret på meget kort tid i løbet af sommeren 2024. Anlægsprojektet er blevet varetaget af Hovedgård Vandværks dygtige driftsmand, Peter Skovgård i samarbejde med gode entreprenører og rådgivere.
Alle forbrugere er tilsluttet ny forsyning
Sidst i oktober blev samtlige forbrugere i Åes sluttet til den nye forsyningsledning fra Hovedgård. En væsentlig forskel på vandet fra de 2 vandværker er hårdheden. Vand fra Hovedgård Vandværk har en hårdhed på cirka 12-14 °dH, og i Åes var hårdheden ca. 19 °dH i Åes. Dette betyder mindre kalk i vandet, hvilket nok er den eneste forskel som forbrugerne i Åes vil mærke til.
Nu hvor Åes får sin vandforsyning fra Hovedgård, står vi over for opgaven med at nedlægge Åes Vandværk. Dette indebærer afviklingen af bygningen og de tilhørende boringer. Dette vil ske i løbet af den kommende periode.
Udskiftning af vandure
Udover at vi har etableret ny forsyningsledning, har vi også udskiftet vandure hos forbrugerne i Åes, så måleraflæsning nu foregår automatisk for alle forbrugere i det nu sammenlagte Hovedgård Vandværk. Selvom aflæsningerne nu er automatiserede, kan det stadig være en god idé for forbrugerne at holde øje med deres vandforbrug.
Som det fremgår af annonce i avisen, så holder Hovedgård Vandværk ordinær generalforsamling den 26. november. Generalforsamlingen starter i lighed med tidligere år med spisning, hvilket dog kræver tilmelding. Tilmelding til generalforsamlingen kan ske via vores hjemmeside.