SATTRUP - Det var en stolt forkvinde - Nanna Pedersen, der tog imod gæsterne, da Sattrup forsamlingshus ny tag blev præsenteret.
Af Per Bonde
Et godt tæt tag er forudsætningen for, at livet kan leves, uanset om det er hjemme hos os selv, eller det er i forsamlingshuset. Og i forsamlingshuset har taget været en udfordring i en årrække, og lige så længe har det været et ømt emne i forsamlingshusets bestyrelse.
Flot støtte fra Norlys
Der kom hul på bylden, da bestyrelsen indsendte en ansøgning til Norlys’ vækstpulje og fik bevilliget 215.000 til et nyt tag. Så var det noget at gøre med, selvom beløbet ikke helt dækkede det behov, der var, men en venlig lokalpolitiker gjorde opmærksom på, at kommunen har en pulje der støtter energiforbedringer, så også den blev søgt – igen med held, da der blev bevilliget 100.000 til isolering af loftet. Vi er selvfølgelig meget taknemmelige for tilskuddene fra Norlys og Kommunen, for nu kunne vi komme i gang, fortæller Nanna.
Lokal tømrer stod for arbejdet
Den lokale tømrer Christian Pedersen blev hyret til opgaven, men Inden tømreren kunne komme i gang, havde bestyrelsen med stor hjælp og støtte fra forsamlingshusets medlemmer nogle opgaver, der lige skulle løses. Christian Pedersen har stået for hele entreprisen, og det har han klaret til UG, siger Nanna, vi har følt os i trygge hænder, og resultatet taler jo for sig selv.
Der var dækket op med kage og kaffe, samt hvad man ellers kunne ønske sig af drikkevarer, for de fremmødte. I det gode vejr havde gæsterne taget plads i det lille hyggehjørne uden for lille sal, hvor der jo også var fuldt udsyn til det nye tag.
Stor bekymring er væk
Med det nye tag er vores største bekymring for forsamlingshusets fremtid fejet af vejen, og vi kan gå videre med nogle af de mange andre forslag, der er til forbedringer i vores dejlige hus, slutter forkvinde Nanna Pedersen, men husk lige at sige endnu en tak til Norlys, Horsens kommune, Christian Pedersen og alle de medlemmer der har givet en hånd med – både fysisk og moralsk.