Med aftalen om at overtage Hotel Opus i Horsens, udvider Scandic endnu en gang virksomhedens portefølje af hoteller i Danmark og styrker positionen som Danmarks førende hotelkæde.
Med nærhed til natur, kultur og shopping og til huse i en bygning i moderne skandinavisk arkitektur, er hotellet allerede et velkendt vartegn i byen. Udover topmoderne konferencefaciliteter og en stor festsal rummer hotellet også 132 værelser, et wellnessområde og en restaurant. Aftalen er en langtidslejekontrakt, der træder i kraft i oktober 2022.
Hotel Opus er beliggende med udsigt til Nørrestrands naturreservat og med Horsens centrum rundt om hjørnet. Bygningen, der huser hotelvirksomheden, er opført i skandinavisk arkitektur med lyse, åbne arealer og en stor terrasse, der åbner op om sommeren. Hotellet tiltrækker konferencegæster fra alle dele af landet men også fritidsrejsende, der inspireres af området på grund af dets kultur eller nærheden til naturen. Med den nye aftale indgået mellem Scandic Hotels og Munkebjerg Gruppen vil hotellet fra 1. oktober 2022 blive drevet i Scandic-regi og gå under navnet Scandic Opus Horsens.
- Vi har haft en god dialog med Munkebjerg Gruppen og er meget glade for at få muligheden for at overtage dette fantastiske hotel. Vi har i forvejen et godt kendskab til Horsens og regionen, som tiltrækker både forretnings- og ferierejsende, og hvor vi ser en fortsat stærk hotelefterspørgsel. Ved at byde dette nye hotel velkommen til vores familie, ser vi store muligheder for fortsat at udvikle hotelbranchen i området, siger Søren Faerber adm. direktør for Scandic Hotels Denmark.
- Søren Faerber fortsætter: Udover hotellets åbenlyse kvaliteter har Opus også en ideel beliggenhed tæt på Fængslet, Forum Horsens og i gåafstand til midtbyen – samtidig matcher hotellets fokus på bæredygtighed med Scandics høje ambitionsniveau som Danmarks mest bæredygtige hotelkæde.
- Vi er glade for, med Hotel Opus Horsens at indgå et samarbejde med Scandic Hotels, som er en dygtig hoteloperatør, der deler vores værdier. Gennem denne aftale, tager vi 3 ejere, der efterhånden er oppe i årene, et første skridt til at neddrosle vores aktiviteter gennem 50 år, idet vi fortsat skal drifte selve ejendommen med Scandic som lejer, siger Hans Geschwendtner fra Munkebjerg Gruppen
Ved årsskiftet udløber kontrakten på Bygholm Park hvor Scandic forlader hotellet.
Med overtagelsen af Hotel Opus får Scandic 132 hotelværelser i drift i Horsens og fastholder dermed en fortsat stærk position i regionen.