SF sammensætter holdet til KV21



Pernille Søby Holm og Paw Hedegaard Amdisen er hhv. nr. 2 og 1 på SF's opstillingsliste til kommunalvalget 2021 i Horsens kommune.

På et opstillingsmøde i forbindelse med lokalafdelingens udskudte generalforsamling tirsdag d. 11/5 fandt SF i Horsens ud af hvem der sammen med den lokale spidskandidat - SF’s nuværende byrådsmedlem - Paw Amdisen skal udgøre SF’s kandidathold til kommunalvalget i Horsens Kommune.

Paw Amdisen var allerede på et medlemsmøde i oktober 2020 blevet valgt som SF’s spidskandidat, så på aftenens opstillingsmøde drejede det sig om at finde ud af hvem der skal stå på de næste pladser på SF’s liste til det kommende valg.

Der var allerede på medlemsmødet i oktober taget stilling til, at opstillingsformen til årets kommunalvalg er sideordnet med en prioriteret rækkefølge valgt af de fremmødte medlemmer. Efter denne bestemmelse ser SF’s liste til KV21 sådan ud:

  1. Paw Hedegaard Amdisen, HF-lærer og byrådsmedlem, 44 år, Torsted
  2. Pernille Søby Holm, Folkeskolelærer og formand for SF i Horsens, 33 år, Torsted
  3. Adnan Nikontovic, metalarbejder, 51 år, Østbyen
  4. Bettina Mortensen, faglig konsulent ved 3F, 51 år, Midtbyen
  5. Per Kirkeby, pædagog, 64 år, Østbyen
  6. Torben Thomsen, lærer og handikaphjælper, 47 år, Torsted
  7. Margit Erdmann, bibliotekar, 57, Østbyen
  8. Kirsten Andersen, Cand. Mag, 61, Midtbyen

Listen kan efterfølgende suppleres frem til aflevering af kandidatlisten.

SF’s nuværende medlem af byrådet og listens spidskandidat - Paw Amdisen - udtrykker begejstring for SF’s liste:

”Jeg synes vi med aftenens opstilling har fået lavet en liste, der er bredt sammensat med mennesker, der afspejler vores lokalsamfund i bred forstand, og som også er skarpe på ideer og holdninger til hvordan vi kan gøre Horsens kommune endnu bedre. Det er et stærkt hold, som jeg glæder mig til at føre valgkamp med.

Der er nok at se til som SF’s eneste medlem af byrådet og jeg ser derfor meget frem til at få selskab af forhåbentlig en lille håndfuld af SF’ere i byrådet. Vi har en rød-grøn dagsorden, som godt kunne bruge at få et endnu bredere mandat i byrådet. 

Det handler både om at løfte velfærden, som vi har haft godt held med i denne byrådsperiode, hvor de store velfærdsområder har fået et gedigent økonomisk løft. Men også om at løfte velfærden værdipolitisk i forhold til f.eks. borgerdialogen, handicapområdet, det specialiserede socialområde og i forhold til emner som skoledagens længde, nationale tests m.v. Her kan man virkelig godt mærke, at det store flertal i byrådet ikke er helt med endnu, så her kunne det være godt med ekstra SF-muskler efter et valg. 

Det gælder også på den grønne dagsorden og i forhold til kommune- og byudvikling, hvor vi i SF godt kunne tænke os et større fokus på bæredygtighed på alle måder. Vi har haft travlt med at udvikle os og vokse, men vi har måske lidt glemt at spørge os selv hvad vi vil bruge denne udvikling og denne vækst til? Det er spørgsmål som disse vores hold gerne vil spille ind med i en kommende valgkamp, og så selvfølgelig meget andet og meget mere, som vil blive bragt i spil, når vi nærmer os valgkampen”, udtaler Paw Amdisen.

SF

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024