Solskinstorsdag med krolf og smil i Østbirk



(Foto: Jørn Kildall)

ØSTBIRK - På en dejlig torsdag formiddag, hvor solen igen havde besluttet sig for at titte frem, var himlen dekoreret med små hvide vattotter. På boldbanerne i Østbirk mødte mere end 50 pensionister og seniorer op for at deltage i den årlige krolfturnering.

Tekst og foto Jørn Kildall

Hurtigt blev der holdt mandtal, og de fremmødte blev delt op i syv hold. Det hele foregik på den gode gamle og retfærdige måde: at trække et nummer og deltage i lodtrækningen. Indenfor få minutter var alle fordelt på deres respektive hold, og så blev man sendt ud på den store krolfbane, som var anlagt i dagens anledning. Stemningen var allerede høj, og man kunne mærke spændingen i luften, da deltagerne gik mod deres startpositioner.
 

(Foto: Jørn Kildall)

Spænding og sjov på banen

"Klonk, klonk" lød det, når krolfkøllernes fiberhoveder ramte de hårde krolfkugler. Græsset gjorde det svært at planlægge sine skud ned til mindste detalje. Selvom man er en dygtig krolfspiller, kan græsset drille, og selvom man tror, at krolfkuglen er ved at lande i hullet, skete der ofte det, som der sker, at den var lige ved og næsten. Der var både latter og små frustrationer over de uforudsigelige kugler, men heldigvis var humøret i højt gear. Nogle af deltagerne viste imponerende færdigheder, mens andre var med for hyggens skyld og tog det hele med et smil.

I løbet af et par timer var konkurrencen i fuld gang, og der blev grinet og hygget på banerne. Pauserne blev brugt til at dele sjove historier og minder fra tidligere turneringer, og det var tydeligt, at krolfturneringen var et højdepunkt for mange af de deltagende pensionister og seniorer. Konkurrencen var tæt, men altid med en god portion fair play og kammeratskab.
 

(Foto: Jørn Kildall)

Fællesspisning og tak

Efter en herlig formiddag på krolfbanen satte hele flokken kursen mod plejecenter Birkebo i Østbirk. Her var der dækket op til fin fællesspisning i festsalen. Bordene var pyntet med blomster og servietter i klare farver, og der blev serveret en lækker middag, som alle nød. Snakken gik livligt, og der blev udvekslet oplevelser fra dagen og mange andre hyggelige stunder.

Endnu en gang blev krolfturneringen afviklet gnidningsløst og på fineste måde, og der skal lyde en stor tak til arrangørerne, som gør dette muligt år efter år. Deres engagement og indsats er uundværlig og meget værdsat af alle deltagerne. Det er arrangementer som disse, der skaber fællesskab og glæde, og mange ser allerede frem til næste års turnering.
 

(Foto: Jørn Kildall)

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024