
(arkivfoto)
Der er brug for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Samtidig er der i Horsens, Hedensted og Odder en stor andel af unge studenter der, mere end to år efter at huen er kommet på, endnu ikke er i gang med en kompetencegivende uddannelse. Vis dem vejen til erhvervsuddannelserne, vi har brug for dem, lyder opfordringen fra DI Horsens.
Af DI Horsens
I Horsens, Hedensted og Odder var mere end hver fjerde student fra årgangen 2017 endnu ikke kommet videre i uddannelse i efteråret 2019. Det vil sige mere end to år efter, de fik studenterhuen. Det svarer til 330 studenter, viser tal fra Dansk Industri.
I f.eks. Odder var 35 procent af de unge med en studentereksamen endnu ikke i gang med at læse videre efter to år. I Horsens og Hedensted gjaldt det for cirka 27 procent.
- Det er en alt for stor gruppe af unge, som endnu ikke enten er kommet i gang eller ved, i hvilken retning de gerne vil. Samtidig står vores virksomheder og mangler medarbejdere med en erhvervsuddannelse. En udfordring som kun bliver større i fremtiden, og derfor skal både kommunerne, Learnmark Horsens, Via University og Studievalg Danmark samarbejde om netop at hjælpe den her gruppe af unge videre, siger formand for DI Horsens Johannes Saugbjerg.
Nu er det tid for folkeskolens ældste elever
Han henviser til, at der i starten af marts er frist for at søge ind på en gymnasial uddannelse, mens erhvervsuddannelserne kan optage hele året.
- Folkeskolerne har et stort ansvar for at vise eleverne, at gymnasiet langt fra er den eneste mulighed efter 9. eller 10. klasse. Men jeg vil også gerne opfordre forældrene til at hjælpe deres børn med at være åbne over for alle muligheder.
Erhvervsuddannelserne byder på mange muligheder efter folkeskolen, siger Johannes Saugbjerg.
Brug for endnu flere
Horsens, Hedensted og Odder lever stort set op til det politiske mål om, at 25 procent skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse.
- Jeg er glad for, at vi indtil videre er i mål på det punkt, men vores virksomheder får brug for endnu flere. Derfor er det vigtigt, at kommunerne gør en ekstra indsats i forhold til både folkeskoleeleverne og de mange unge, der endnu ikke bruger deres studentereksamen. I DI Horsens hjælper vi gerne til med besøg på virksomheder, i klasser eller andet, siger Johannes Saugbjerg og tilføjer:
- Hvis kommunerne gerne vil have, at virksomhederne skal blive i lokalområdet, og at det fortsat er attraktivt for nye at flytte til, så skal virksomhederne kunne rekruttere dygtige medarbejdere i nærområdet, og det kan de kun, hvis der bliver uddannet nok.