Østbirk Præstegård – onsdage hele året rundt fyldes Østbirk Præstegård af gæve damer. De holder stort set aldrig fri - kun onsdagen ml. jul og nytår er deres fridag – ellers strikkes der alle andre onsdage året rundt.
Af Lone Buhl Pedersen
De mødes og strikkepindene og hæklenålene er kraftigt på arbejde – alt imens der snakkes – drikkes kaffe og synges et par sange fra Højskolesangbogen.
Der strikkes af garn som vi får foræret. Så har du garnrester – et tæppe du har påbegyndt som du ikke får strikket færdig – en mor, der er kommet på Plejehjem og som ikke kan strikke mere - så modtager vi al garn i Østbirk Præstegård med glæde.
Du er velkommen – vi har garnet
Har du selv lyst til at være med til at mødes, hygge og strikke med os – er du så velkommen. Vi har både garnet, strikkepindene og opskrifter. Nogle strikker små klude, sokker, halstørklæder, pulsvarmere, hagesmække, kyser, tæpper, bluser og meget mere.
De strikkede sager er til udstilling i Præstegården hvor folk altid til diverse arrangementer – eller bare kikker ind - kan købe disse sager.
Vi har uddelt 50.000 kroner
I år blev fordeling af de indkomne penge fra strikkedamerne fordelt således: 40.000 kr. til Varmestuen i Horsens. 5000 kr. til julehjælpen i Østbirk. 5000 kr. for skolegang til to piger i Indien.
På billedet ses de strikkende damer, der mødte op i onsdags. Foruden ses yderst til højre afdelingsleder i Kirkens Korshærs varmestue i Horsens Armenuhi Smidt. Armenuhi var forbi for at takke strikkedamerne for den fine donation og fortælle lidt om sig selv og Varmestuens hverdag. Fortælle om hvorledes 40.000 kr. gør en stor forskel for dem, der har mindst i vores land.