Tidligere sognepræst Vibeke Gregersen deler livets store og små fortællinger under sit foredrag i Østbirk Præstegård.
ØSTBIRK - Et rørende tilbageblik på livets store og små begivenheder.
Tekst og foto Lone Buhl Pedersen
Der blev sat ekstra stole frem. Og borde. Mange flere, end der plejer at være. For denne torsdag formiddag i Østbirk Præstegård var noget ganske særligt.
Tidligere præst Vibeke Gregersen – forgængeren for Lone Buhl – var dagens foredragsholder. Og folk strømmede til for at høre hende fortælle. For at hilse på. For at dele minder fra tiden, hvor hun gennem 21 år var sognepræst i Østbirk og Yding.
Livets veje – og Guds
Vibeke fortalte levende om sit liv. Om de små og store begivenheder, der har sat spor. Om hvordan hun altid har haft en vished om, at Gud var med hende. At han igen og igen åbnede nye veje, gav nye muligheder, viste nye retninger.
Hun delte historier fra sin barndom. Om sin bror, der som lille faldt i en balje med kogende vand – og døde. En anden bror, der som ung kom på afveje. Om hendes forældre, gode og slidsomme mennesker, hvor faderen var skomager.
Hun fortalte om sin egen vej gennem livet. Uddannelsen i banken. Ophold på højskole. Rejser til England og Kibbutz. Studietiden som teologistuderende. De første forelskelser. KFUM og KFUK. Og så – mødet med Jørgen, hendes livs kærlighed.
Tidligere sognepræst Vibeke Gregersen taler til en fyldt sal i Østbirk Præstegård, hvor fremmødte lytter opmærksomt til hendes personlige fortællinger om liv, tro og tab.
Familie, præstegerning og pensionistliv
Hun talte om deres børn, der engang var små, men nu er voksne. Tre vidt forskellige mennesker, der hver især har formet deres egen vej. Og som har givet hende og Jørgen fem børnebørn.
Hun fortalte om præstetiden i Østbirk – en god og travl tid. Og om årene efter. Som skolelærervikar. Organist. Konfirmandlærer. Og nu – som glad pensionist. En tid med ro. Med taknemmelighed.
En sorg, der ikke længere skulle ties
Men hun fortalte også om sorgen. Om hvordan brorens død var blevet fortiet i familien. Hvordan de aldrig talte om det. Hvordan hver især bar på sorgen – på deres egen måde.
Og hvordan hun for få år siden mærkede sorgen komme tilbage, stærkere end før. Hvordan hun besluttede, at tavsheden måtte brydes. At det ikke længere skulle ties ihjel.
Hun havde arbejdet med sorgen. Givet den plads. Og i dag stod hun et godt sted i livet.
Tak for en skøn formiddag
Der blev lyttet. Der blev nikket. Og der blev fældet en tåre hist og her.
Tak til Vibeke for at dele sin historie. Tak for livsmod og eftertænksomhed. Tak for en formiddag i fællesskab.
