Man kunne høre en knappenål falde til jorden!



Dorthe Bolther

Vrønding Forsamlingshus lagde torsdag 21. november rum til et foredrag af Dorthe Bolther.

Af Dorte Lebech, Vrønding Landsbyliv

Dorthe blev den 3. jan 2018 som cyklist udsat for en højresvingsulykke, hvorved begge hendes ben blev læderet.

Dorthe fortalte i løbet af en god times tid, nøgtern om ulykken og blandt andet om Rigshospitalets fantastiske ekspertise og tiden derefter.

En hård kamp

Efter 12 timers på operationsbordet, vågnede hun op, og konstaterede at det ene ben var amputeret oven for knæet og det andet var brækket og stort set uden hud.

Efter en hård kamp – både fra læge- og sygepersonalets side, men i særdeleshed også fra Dorthe egen side, lykkedes det hende at komme på højkant igen.

Og – understregede hun – veninderne var der og familien, herunder hendes far og de to sønner, kom fra Jylland så tit det kunne lade sig gøre. Det var dem, der holdt hende oppe.

Der gik 8 måneder med Rigshospitalet som sit ”hjem”. Dorthe udtrykte en stolthed over at være kommet så langt.

Mental nedtur

Men derefter, i en ny lejlighed i Horsens, kom den mentale nedtur. Hun skulle nu lære at leve et liv som handicappet. Hende, der altid havde levet et godt og dejligt liv, med styr på job, arbejde og familie.

Hvis tilhørerne ikke før har haft et kendskab til et liv som handicappet, så fik de det nu. En ny kamp opstod for Dorthe. For andre kan det være ganske små ting – såsom dårligt føre, sne skubbet i handicap-parkeringsbåsen, en elevator, der er ude af drift og meget mere. Desuden gjorde Dorthe opmærksom på, at Danmark er langt bagefter lovgivning og regelsæt på området.

Bare spørg!

Dorthe argumenterede også for mere åbenhed og en naturlig holdning overfor personer med handicap. ”Kom og spørg mig i stedet for at gå i ene bue udenom mig, mens I omtaler mig”!

”Jeg er med mine 45 år jo også forfængelig, har stokke der passer til forskellige beklædnings dele, ja selv protesen skal da være smart.”

Efter 5 kvarter kunne tilhørere kvittere med en taktfast applaus og spørgsmålene fortsatte under kaffen.

Vi havde vist ikke behøvet højtaleranlægget. Under hele foredraget sat alle bomstille. Man kunne høre en knappenål falde til jorden.

Dorthe Bolther var virkelig en øjenåbner.
 

Lignende artikler

Dorte Lebech

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024