(Foto OK)
Jule-myldretiden bliver særligt slem om eftermiddagen fredag 23. december, vurderer OK og Vejdirektoratet. Men hvis du planlægger turen og tager dine forholdsregler, kan du faktisk godt undgå at sidde ubehjælpeligt fast i juletrafikken, lyder det
Af OK
Snart drøner mange af os på juleferie med julehits i bilens højttalere, gaver i bagagerummet og hygge, der lurer i horisonten. Hvad færre ser frem til er juletrafikken, for uanset om destinationen er nær eller fjern kan tæt trafik for en stund forpurre den gode julestemning.
Dagene omkring jul er ofte ekstra hektiske på vejene, og det bliver formentlig også tilfældet i år. For selvom juletrafikken i nogen grad spredes over flere dage, så truer særligt fredag 23. december bilisternes tålmodighed i år.
- Der forventes mange biler på vejene fra middag og hen ad eftermiddagen 23. december samt op ad formiddagen 26. december. Det bedste råd er at væbne sig med tålmodighed og afsætte lidt længere tid til køreturen, lyder rådet fra Rasmus Boserup, kommunikationschef hos energiselskabet OK.
Tænd for trafikopdateringer
Han opfordrer desuden til at tænde for radioen, hvor DR P4 byder på vigtige trafikopdateringer til tonerne af de velkendte julehits.
Hos Vejdirektoratet er forventningen, at trafikken Lillejuleaftensdag er særligt udfordret i tidsrummet klokken 11-14 på grund af tæt trafik og kødannelse flere steder. Derfor er det – hvis muligt – en god idé at køre enten før eller efter dette tidsrum.
- Passer det med planerne at køre lidt senere op ad dagen, fx tidligt på aftenen, så er det værd at overveje for at undgå den værste kombination af myldretid og juletrafik, siger Rasmus Boserup.
Kom godt hjem
Hos Vejdirektoratet har man et godt råd, når det går hjemad eller til julefrokost 2. juledag.
- Trafikken bevæger sig denne dag på tværs af landet i begge retninger mellem Jylland og Hovedstadsområdet, og vi anbefaler, at man så vidt muligt undlader at køre i tidsrummet klokken 11-15, lyder det fra Vejdirektoratet.
Man skal også forvente godt med aktivitet på trafikknudepunkter som Storebælt. Her kørte tæt på 50.000 biler gennem betalingsanlæggene 26. december sidste år, og vurderingen er, at et lignende antal biler vil passere Storebælt i år.
Fakta: Gode råd til juleturen
- Tjek trafiksituationen, inden du kører og tag evt. afsted uden for den værste myldretid.
- Der kan altid opstå kø og forlænget rejsetid pga. uheld, dårligt vejr eller andre uforudsete hændelser, og risikoen er større, når der er mange biler på vejene. Derfor er rådet at holde sig orienteret om den aktuelle trafiksituation på ruten både før og under køreturen. Det kan du gøre på www.trafikinfo.dk og samtidig anbefaler vi i OK, at du under din tur lytter til P4 Trafik, hvor du løbende bliver opdateret om hændelser på vejene.
- Bruger du et moderne navigationsanlæg eller Google Maps, kan du få trafikopdateringer og forslag til hurtigere ruter undervejs.