Tjula-hop hvor det går!



Hos Horsens Amatør Teater er der fuld fart på inde i lokalerne. Om mindre end 5 uger har man premiere på Pippi og der øves intenst med de unge skuespillere mens der hamres og bankes løs på træværkstedet så Villa Villa Kulla snart kan se dagens lys på den lille hyggelige scene. På systuen produceres der kostumer, næsten i døgndrift, til de mange elskede karakterer fra Pippis verden.

Tekst og fotos Jørn Kildall

Inden du sætter dig til tastaturet for at bestille billetter til forestillingen, må teatret desværre meddelte at alt er udsolgt og har været det i flere uger. Der er dog en venteliste man kan skrive sig op på under de enkelte forestillinger, men det forudsætter at andre som har købt billet, fortryder deres beslutning.

I weekenden var der prøver og gennemspilning af stykket og instruktør Johnna Wennerwald er fuld af fortrøstning og er meget glad for hvad hun ser sine unge skuespillere, præstere på scenen.

- Ja, de giver mig udfordringer og kommer med konstruktive modspil det er vel den største bekymring jeg har i øjeblikket. For om kort tid så tager hele forestillingen form og pludselig er vi tilbage hvor Pippi bor og hvor vi møder alle de elskede karakterer.

De unge skuespillere er meget dygtige og flere af dem har, trods deres unge alder, masser af sceneerfaring fra andre forestillinger og det er noget man tydeligt mærker her ved prøverne.

Uden mad og drikke

Der skal energi til for at gennemføre de lange prøvedage på Horsens Amatør Teater. Derfor har Sisse Ferndorf-Christensen fra bestyrelsen stillet sig til rådighed som børnenes madmor og hun disker op med en masse lækkert til frokost og i pauserne.

Forestillingen har premiere lørdag 18. marts og spiller i to weekender og som allerede skrevet, er alt udsolgt. 

Der er masser af andre aktiviteter hos Horsens Amatør Teater. 19. februar inviterer teatret til fastelavn og tøndeslagning på stedet og der vil være slikposer til børnene og præmier for bedste udklædning. Der kan købes billetter på hjemmesiden www.horsensteater.dk

Mandag 27. februar afholder foreningen sin ordinære generalforsamling og der bliver fulgt op med fællesspisning lige bagefter. Horsens Amatør Teater barsler også med noget nyt. 

Der har længe været et ønske på teatret om at prøve kræfter med en lokalrevy. Derfor indkalder man til audition i foråret hvor man søger efter skuespillere og andre talenter både på og uden for scenen. Revyen forventes at have premiere i begyndelsen af efteråret 2023. Følg med i avisen eller på foreningens Facebookside for at høre mere om aktiviteterne.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024