Tomas Villum og Jonas Schmidt bestiger Yding Skovhøj



Villum og Schmidt i vildt rekordforsøg: Bestiger Yding Skovhøj og seks andre bjerge på én dag.

Filminstruktør Tomas Villum Jensen og komiker Jonas Schmidt har forsøgt at gøre noget, ingen i verden har gjort nogensinde før - nemlig at bestige de syv højeste bjerge i Danmark, Seven Summits, på én dag. Det bliver nu til et tv-program med optagelser bl.a. på Hotel Pejsegården.

Tomas Villum Jensen og Jonas Schmidt griber enhver chance for at udfordre sig selv.

- Vi elsker naturen, og vi elsker at komme ud og se nye steder. Glem alt om, at Danmark er flad som en pandekage. Der er jo rent faktisk bjerge i Danmark, og ingen har formået at bestige de syv højeste tinder på en og samme dag, siger Tomas Villum Jensen og slår ud med armene.

- Nogle vil da også sige, at det var lidt af et vanvidsprojekt, vi kastede os ud i, siger Jonas Schmidt om strabadserne, der nu bliver til et tv-program på DK4.

I programmet er der garanti for underholdning, når rejsekammeraterne Tomas Villum Jensen og Jonas Schmidt iført bjergbestigerudstyr og en utrættelig lyst til at skrive sig ind i historiebøgerne begiver sig ud på deres til dato mest vovede - og vurderet på størrelsen af Jonas Schmidts medbragte håndvåben - farefulde bjergbestigning til toppen af Danmark. En bedrift ingen før dem har klaret på under et døgn.

Horsens har det højeste punkt

De fleste toppe er samlet på den jyske højderyg, som ifølge Tomas Villum Jensen er Danmarks svar på Himalaya. Her finder man kendte toppe som Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj.

- På listen over Danmarks svar på Seven Summits er dog også Rytterknægten på Bornholm, der ligesom Kilimanjaro i Afrika er et fritstående bjerg, forklarer Tomas Villum Jensen.

Både filmholdet og de to frontfigurer overnattede i Horsens op til overtagelserne af rekordforsøget.

- Horsens og den omkringliggende natur er et rigtig skønt sted med mange oplevelser, som jeg havde stor fornøjelse af at opleve, da jeg sidste år optog tv-serien GG Horsens i området. Især Hotel Pejsegården, hvor vi også var indlogeret til optagelserne af dette program, er jeg helt vild med. Her kommer jeg helt sikkert igen med familien, siger Jonas Schmidt.

Forsøgets højeste punkt er Yding Skovhøj ved Horsens. 172 meter. Vel at mærke hvis man tæller bronzealderhøjen på toppen med. Og det gør man, understreger makkerparret.

Turen til Danmarks højeste punkt viser sig at være en helt unik oplevelse.

- Yding Skovhøj er det danske Mount Everest. Derfor var det også med en vis ærefrygt, vi begyndte klatringen. Der var næsten ikke tid til at nyde den smukke natur omkring Horsens. Jonas måtte endda flere gange stoppe op for at drikke vand, fortæller Tomas Villum Jensen.

- Vand er godt til at modarbejde højdesyge, understreger Jonas Schmidt, som ved, hvad han taler om.

Bjergbestigning er nemlig ikke uvant for de to rejsekammerater. I 2016 klarede de sammen at klatre Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. Sammenligningen med denne klatre-ekspedition ligger derfor lige til højrebenet.

- Det er ikke smart at løbe op ad et bjerg, når der venter et andet bjerg lige om hjørnet. Så bliver man alt for hurtigt træt. Men om jeg har bjergformen til at gennemføre, må man glæde sig til at se i programmet, siger Jonas Schmidt.

Landet set gennem nye briller

Bjergbestigningen er blevet til i et tæt samarbejde med HM Entreprenør og VisitHorsens, der har hjulpet makkerparret med at nå hele vejen til toppen af Danmark.

- Yding Skovhøj er det højeste punkt, men ikke langt derfra ligger også andre bjerge med en fantastisk udsigt omkring Horsens. Purhøj, Sukkertoppen og Slaggaard Banke er blot nogle af dem. Vi er selvfølgelig godt klar over, at der ikke er bjerge i Danmark i ordets strikte betydning, siger Helle Berthold Rosenberg, direktør i Turistsamarbejdet Kystlandet, der dækker turismen i Horsens, Odder og Hedensted kommuner.

- Men kan vi ruske lidt op i os selv med et glimt i øjet og se vores eget land gennem nye briller, spiller vi meget gerne med. Derfor er vi også i gang med at planlægge Verdens Mindste Krydstogt, som med en sjov tilgang skal få flere til at besøge de danske øer. Det har været en fornøjelse at slippe Tomas Villum Jensen og Jonas Schmidt løs i vores højtbeliggende baghave, siger Helle Berthold Rosenberg.

Den danske natur er overraskende smuk

Makkerparret er da også klar med en opfordring til alle danskere: Når corona forhåbentlig snart er overstået, er det på tide at komme op fra sofaen og ud i den smukke danske natur. Indtil da er det naturligvis vigtigt at følge myndighedernes anvisninger og holde god afstand til andre.

- Frisk luft er skidegodt. Hvis du har mulighed for det, så spænd vandrestøvlerne, og skynd dig ud i den danske natur. Den er overraskende smuk. Ligesom med Yding Skovhøj har de bakkede landskaber ofte også en spændende natur- eller kulturhistorie. Det er svært ikke at blive både sund og klog af at bestige de danske bjerge, siger Tomas Villum Jensen.

Næste eventyr måske på Danmarks vildeste flod

I en årrække har Tomas Villum Jensen og Jonas Schmidt lavet en række rejseprogrammer. Og lige nu barsler de med flere idéer til nye udfordringer i naturen omkring Horsens - fx et eventyr på Danmarks vildeste (og eneste) flod, Gudenåen.

Man tror måske, at det er en aprilsnar, men den er skam god nok. Onsdag den 1. april kl. 18.25 er der premiere på programmet 'Villum & Schmidt og de syv små bjerge' på DK4.

Seven Summits i Danmark - de syv højeste danske bjerge

Himmelbjerget
Them Bavnehøj
Sorring Loddenhøj
Yding Skovhøj (Danmarks højeste punkt)
Ejer Bavnehøj
Møllehøj
Rytterknægten, Bornholm

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024