Udstilling om besættelsestiden på Gedved egnen



Den 4. maj 2020 var det 75 år siden at befrielsen kom til Danmark, og i den anledning havde Gedved Egnsarkiv planlagt at åbne en udstilling om besættelsestiden, men på grund af Covid-19 blev den udsat til i år.

Af Gedved Egnsarkiv

Udstillingen fortæller historien om modstandsbevægelsen i og omkring Gedved under besættelsestiden fra 1940 -1945, hvor Hagekorsflaget vejrede på Gedved seminarium. 

Gedvedgruppens risikofyldte arbejde bestod i opsamling, opbevaring og fordeling af de engelske flyvemaskiners med faldskærm nedkastede containere, indeholdende våben, ammunition og sprængstof m.m. er udførligt beskrevet. 

Nedkastningerne i de 20 jyske nedkastningsdistrikter, herunder Gedved området, blev styret af chefen for den jyske modtageorganisation Jens Toldstrup. Efter ordre fra ham blev de modtagne ”varer” fordelt til de forskellige modstandsgrupper. En modstandsgruppe i Hovedgård og en sabotør i Tvingstrup er også omtalt. 

På udstillingen kan de besøgende se en model af det reliefkort, som leder af Gedved-gruppen, læge Ove Høegh-Guldberg og gruppemedlem seminarielærer Gunner Dam Jeppesen lavede over egnen omkring Gedved, samt en planche med et billede af det reliefkort, som de sammen med deres hustruer udarbejdede over Jylland. 

Reliefkortet blev i efteråret 1944 kørt til Grenå pr. bil, videre til Sverige med kutter, og herfra kom det til England og blev afleveret til det engelske flyvevåben Royal Air Force (RAF). Reliefkortet var lavet i størrelsesforholdet 1:16.000 med højdeforholdet øget 10 gange. Det blev brugt til instruktion af de piloter, der skulle flyve forsyninger, våben og sprængstof ind over Danmark. Hele Danmarkskortet blev gjort færdig i 1948, og kan ses i Frihedssamlingen på lokalarkivet i Brædstrup.

Da Ove Høegh-Guldberg den 4. november 1944 blev stoppet af tyske soldater, undgik han kun at blive arresteret, fordi han på spørgsmålet ”Er du lægen” svarede ”Nej, jeg er dyrlægen”. Straks herefter ”gik han under jorden” og blev derefter, under dæknavnet Ørn, en af Jens Toldstrups nærmeste medarbejdere. Ny leder for Gedved-gruppen blev skræddermester Peter Aase Jørgensen. 

I udstillingen indgår der også en kopi af en nedgravet metalbeholder i Ove Høegh-Guldberg have. Den blev brugt til at opbevaring de maskinpistoler, revolvere, ammunition og sprængstoffer, som modstandsbevægelsen skulle have hurtig adgang til. 

Herudover er udstillingen suppleret med en hjemmelavet tobaksskærer fra besættelsestiden, samt med et rigt udvalg af bøger og hæfter om besættelsestiden suppleret med et utal af rationeringsmærker.

Udstillingen om de fem mørke besættelsesår kan naturligvis ikke fortælle det hele, men gennem arkivets modtagne mange billeder og omfattende overleveringer fra de implicerede mennesker, der drømte om frihed, genopleves de tankevækkende begivenheder.

Udstillingen er åbnet og kan besøges i egnsarkivets åbningstid, mandage fra kl.13.00 til 17.30. Det er gratis at besøge udstillingen og alle er velkomne på Gedved Egnsarkiv.

Lignende artikler

Gedved Egnsarkiv

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024