Yding Gruppen går til kamp for miljøet



Ingen kan redde hele Verden. Men vi kan nå langt, hvis vi alle sammen gør en lille smule, siger ejer af Yding Gruppen, Kurt Skydt. Der er rigtig mange der snakker om klimaet og miljøet i øjeblikket, men der er betydeligt færre der gør noget ved det. En af dem der har besluttet sig for at handle, er Kurt Skydt, der er indehaver af det Østjyske rengøringsfirma Yding Gruppen, der har til huse i Åbyhøj.

Når jeg ser hvordan plastic forurener, så er det noget der gør et stort indtryk på mig. Det kan lyde stort og klichéfyldt, at jeg gerne vil være med til at der også er en verden til mine børnebørn at leve i, men faktum er jo, at vi bliver nødt til at gøre noget, siger Kurt Skydt, der er helt på det rene med, at han ikke selv kan redde hele Jorden.

Selvfølgelig kan jeg ikke det. Og selvfølgelig kan vi som lille Danmark heller ikke redde det hele alene. Men hvis vi nu alle sammen starter i det små og plukker de lavthængende frugter, så er vi godt i gang med at vende udviklingen og på vej i den rigtige retning, siger den østjyske rengøringsmand, der har startet sin kamp med at fokusere på genbrug af plastic.

Normalt er det sådan, at når en rengøringsassistent er på arbejde ude hos kunden, så ryger alle plasticdunke, flasker og anden emballage i storskrald og bliver kørt på forbrændingen. I stedet er Kurt Skydts medarbejdere hos Yding Gruppen begyndt at samle al emballagen sammen.

På årsbasis bliver det til små 10.000 flasker, dunke og lignende. I stedet for at de bliver brændt, så har jeg lavet en aftale med Renosyd om, at vi kommer og afleverer, når vi har et læs. Og så sørger de for, at al vores returplast bliver genanvendt i stedet for at gå op i røg. Det eneste det koster mig er, at vi skal sende en mand og en bil afsted med et læs en gang imellem, men det er jo ingenting, forklarer Kurt Skydt, der ligeledes forsøger at vænne sine kunder af med at bruge plasticposer i papirkurvene.

- En arbejdsplads med 100 medarbejdere bruger 100 plasticposer hver dag. Hvorfor ikke bare tømme alle papirkurvene over i en sæk eller to i stedet for? Det er der heldigvis mange af vores kunder der kan se logikken i – og jeg vil vædde på, at alle virksomheder kan finde en ting eller tre, hvor man kan gøre en stor forskel med en lille indsats. Det er blot et spørgsmål om at sætte fokus på det, siger Kurt Skydt.

Et andet sted hvor Yding Gruppen har strammet op er i forhold til brugen af sæbe og rengøringsmidler.

- Der er ingen tvivl om, at der bliver brugt rigtig meget sæbe og kemi i vores branche. Nogen steder måske også lidt rigeligt, fordi der ryger en ordentlig sjat i, når man lige laver en spand med fem liter vand. Det har vi gjort op med og anskaffet sådan nogle smarte dispensere, hvor man hælder rengøringsmiddel i den ene lille dunk og vand i den anden. Dispenseren sørger så for den rigtige dosering og der kommer ikke mere ud på det bord der skal tørres af en højest nødvendigt. Og så har det ovenikøbet den fine sidegevinst, at sådan en lille dispenser ikke belaster mit personale i nær så høj grad, som sådan en halvtung spand vand gør. Så det er win-win for både miljø og arbejdsmiljø. Ikke mindst fordi de produkter vi bruger fra Green Care både er Svanemærket, bærer EU-blomsten og er en del af cradle to cradle-produktcertificeringen, siger Kurt Skydt.

Både i EU og i Danmark er der fokus på genanvendelse af plast, og der er formuleret en række mål for genanvendelse af plast, som både borgere og virksomheder skal leve op til. Kommunerne gør et stort arbejde i forhold til borgernes affaldssortering og de private husstande, hvorimod det for virksomheder er mere op til den enkelte virksomhed, hvor meget de sorterer deres affald. Renosyd er affaldsselskabet i Skanderborg og Odder. Annemette Fuglsang, der er direktør i Renosyd, siger: 

- Det er utrolig glædeligt, når virksomhedsledere som Kurt Skydt tager miljøet alvorligt. Han viser vejen for mange andre. Det handler rigtig meget om sund fornuft og om at gøre det let for både medarbejdere og kunder, når vaner skal ændres. Jeg kan rigtig godt lide Yding Gruppens tilgang til de store udfordringer med plast, for naturligvis er det bedre at gøre lidt end ingenting. Derfor er vi også glade for at kunne hjælpe Yding Gruppen med en løsning. Alle virksomheder er velkomne på vores genbrugspladser, hvor de på betryggende vis kan komme af med stort set alt deres sorterede affald.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024