Yding Smedie & Maskiner overtager Lind & Kruse



Fra venstre Peter Lyngsø, Jens Lind, Jeppe Rasmussen og Bent Hansen.

Det er igen tid til at geare op for Yding Smedie & Maskiner. Den 1. februar 2023 overtager den østjyske maskinforretning Lind & Kruse.

Siden overtagelsen af Horsens Maskiner for 5 år siden har der været fuld damp på vækstkedlerne hos Yding Smedie & Maskiner. Der er opført ny produktionshal, salget er mere end fordoblet og virksomheden er blevet mastercertificeret Case IH forhandler som den eneste i Skandinavien.

Nu er virksomheden klar til næste led i planen om at konsolidere sig som en stærk og smidig servicepartner for danske landmænd og maskinstationer. Det sker med overtagelsen af Lind & Kruse 1. februar 2023. Yding Smedie & Maskiner lægger som led i aftalen Lind & Kruses Case IH forhandling til sin egen.

To afdelinger

De to virksomheder fortsætter i ét selskab, men som to afdelinger. Lind & Kruses kunder vil blive mødt af de samme velkendte medarbejdere. Og afdelingen fortsætter med samme navn, adresse og telefonnummer. Det samme gælder Yding Smedie & Maskiner.

Om baggrunden for overtagelsen lyder det fra ejer og direktør Jeppe Rasmusen:

Dansk landbrug er godt i gang med et regulært paradigmeskifte fra mekanisk til mere datadrevet drift. Vores kunder bliver større og de bliver mødt af skærpede krav på flere fronter, bl.a. bæredygtighed og dokumentation. Denne virkelighed skal vi være i stand til at hjælpe vores kunder med, udtaler Jeppe Rasmussen.

Udover at sælge maskiner skal vi også være dygtige til at levere serviceydelser i form af bl.a. support og rådgivning. Det kræver en stærk forretningsmodel og organisation med meget dygtige medarbejdere. Samtidig skal der også være et vist forretningspotentiale som afsæt for planerne, lyder det fra Jeppe Rasmusen.

Hidtidige ejere fortsætter

De hidtidige ejere, direktør Jens Lind, Bent Hansen og Peter Lyngsø, fortsætter alle i Lind & Kruse i Bredsten. Jens Lind som afdelingschef. Og han glæder sig over en vellykket aftale.

Jeg har nået en alder, hvor det har været det rigtige og næste naturlige skridt at se sig om efter en afløser. Jeg er overbevist om, at der vil blive taget godt imod Yding Smedie & Maskiner blandt kunder og samarbejdspartnere, siger Jens Lind.

Jens Lind ser med stor glæde og taknemlighed tilbage på næsten 60 begivenhedsrige år i branchen. Efter nogle år som montør og værkfører startede Jens Lind sin egen virksomhed i 1985 under navnet Jens Lind Maskinservice.

Jeg er glad for fortsat at være en del af virksomheden og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med vores mange gode kunder, siger Jens Lind.

Også importøren Case IH stiller sig positivt overfor aftalen.

Det er med glæde, at vi nu ser en yderligere styrkelse af Case IH netværket, hvor to stærke forhandlere finder sammen omkring et fremtidssikret set up under Yding Smedie & Maskiner. Konsolidering og teknologisk udvikling sker hurtigt både hos vores kunder og ikke mindst i vores produktsortiment og forventningerne til vores forhandlernetværk forandres hastigt i takt med dette. Vi er glade for at se, at de stærke kompetencer hos både Yding Smedie & Maskiner og Lind & Kruse samles under en organisation og vi ser frem til de muligheder dette bringer, udtaler Business Director Andrew Parsons, Case IH.

Markedsledere slår sig sammen

Yding Smedie & Maskiner står efter udvidelsen med endnu stærkere kort på hånden allerede fra dag ét. Lind & Kruse er markedsledende i sit område og kendt som en velrenommeret Case IH forhandler med et veldrevet værksted. Det samme gælder Yding Smedie & Maskiner, der også er markedsleder i sit område. Dertil kommer et styrket produktprogram på tværs. Lind & Kruse tilfører bl.a. entreprenør- og skovmaskiner. Yding Smedie & Maskiner tilfører bl.a. græs- og kartoffeludstyr samt specialmaskiner til gartnerier og planteskoler.

Jeppe Rasmussen glæder sig til de nye opgaver, ikke mindst samarbejdet med knap 20 medarbejdere fra Lind & Kruse.
Nu ligger der en spændende opgave i at få skabt en fælles kultur på tværs af de to afdelinger. Vi har allerede gode erfaringer fra vores overtagelse af Horsens Maskiner for 5 år siden. For os handler det om at tage det bedste fra begge virksomheder og føre det videre i én samlet enhed. Vi deler heldigvis mange af de samme værdier. Derfor tror jeg, at fusionen kommer til at forløbe godt. Men den fulde forretningsmæssige effekt af samdrift og udvidelse forventer vi først om nogle år, udtaler Jeppe Rasmussen.
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024