(arkivfoto)
I midten af juli går Vejdirektoratets entreprenør i gang med at sætte de første støjskærme op langs Østjyske Motorvej ved Skanderborg. Entreprenøren starter med en 400 meter lang støjskærm, der skal stå mellem ramperne ved tilslutningsanlæg 53, Skanderborg S ved Vrold og de første cirka 700 meter støjskærm fra Mossøvej frem mod tilslutningsanlæg 52 Skanderborg V.
Af Vejdirektoratet
Omkring 15 km af Østjyske Motorvej mellem Skanderborg Syd og Aarhus Syd blev i årerne 2018-2019 udbygget fra fire til seks spor. Som en del af projektet opsætter Vejdirektoratet nu støjskærme.
”Vi sætter i alt cirka 2900 meter støjskærme op omkring Skanderborg. Det bliver tre separate skærme fordelt omkring Skanderborg S og Vrold og ved Skanderborg V. De skal være med til at mindske støjgenerne for de borgere, som bor tættest på motorvejen,” siger Robin Højen Madsen, projektchef i Vejdirektoratet.
Nærmere bestemt kommer der cirka 900 m støjskærm mellem nord for Vrold Sø frem til tilslutningsanlæg 53 Skanderborg S (Vrold), 400 m støjskærm mellem ramperne ved tilslutningsanlæg 53 Skanderborg S (Vrold) og 1,6 km støjskærm mellem Vestermose ved Mossøvej og frem til tilslutningsanlæg 52 Skanderborg V.
”Støjskærmen mellem ramperne ved tilslutningsanlæg 53, som vi går i gang med nu, monteres oven på den støjvold, der allerede er etableret af overskudsjord fra projektet. Det betyder, at støjafskærmningen får en samlet højde på op til 9 meter, og dermed får en bedre effekt for borgerne i Vrold,” siger Robin Højen Madsen.
Støjskærmen ved tilslutningsanlæg 52, Skanderborg V får en højde på 6 meter.
Trafikale gener
Fra den 12. juli vil der være to spor i nordgående retning på strækningen mellem syd for tilslutningsanlæg 53 Skanderborg S frem til efter tilslutningsanlæg 52 Skanderborg V. Hastigheden vil være 80 km/t.
Det højre spor og nødsporet inddrages til arbejdsareal.
Sporreduktionen vil være der til udgangen af 2021, hvor Vejdirektoratet forventer, at alle tre støjskærme er færdigopsatte.