30 år med sang og glæde på Birkebo



(Foto: Jørn Kildall)

ØSTBIRK - Mandag den 7. oktober fejrede sangfællesskabet "Syng og Vær Glad" deres 30-års jubilæum på plejehjemmet Birkebo. En hyggelig dag fyldt med minder, sang, latter og gyldne bobler.

Tekst og foto Jørn Kildall

Siden 1994 har sangglade borgere og frivillige trofast mødtes på Birkebo til sangeftermiddage. Denne mandag var dog noget helt særligt, da man markerede 30 år med fællessang. Formanden for fællesskabet, Birthe Kongerslev, tog deltagerne med på en rejse gennem årene og læste op fra de gamle noter, som omhyggeligt er blevet ført fra starten.

Grønlandsk kor og højskolesangbøger fra Genbrugsen

Birthe fortalte om de mange højdepunkter gennem tiden. Hun kom blandt andet ind på et besøg i 1995, hvor et byorkester fra Nuuk gæstede Birkebo. Det grønlandske kor havde en særlig tilknytning til sangfællesskabet, da en af deltagerne, Tora, var gift med en grønlandsk mand. Som en gestus fik de i samme anledning 35 højskolesangbøger i gave fra Genbrugsen, drevet af frivillige. "Genbrugsens overskud gik dengang direkte til beboerne," fortalte Birthe, mens deltagerne nikkede genkendende til de gode minder.
 

(Foto: Jørn Kildall)

Fra cafeteria til Skovhuset og tilbage igen

Mange ændringer har fundet sted i løbet af de 30 år, og lokalerne, hvor fællessangen har fundet sted, har skiftet flere gange. Indtil 2002 foregik sangeftermiddagene i cafeteriaet, men større arrangementer blev holdt i salen. I 2003 tog Knud Ernst Jensen over ved klaveret, da den daværende pianist Thorvald Sivertsen blev syg.

Et andet markant skifte skete i 2010, hvor det gamle Birkebo blev revet ned, og sangfællesskabet måtte flytte til den nedlagte børnehave, Skovhuset. ”Det gik fint, men nogen syntes, det var lidt langt væk,” lød det fra Birthe med et smil. Heldigvis kunne man i 2012 vende tilbage til Birkebo, som nu var blevet et plejecenter, og sangfællesskabet kunne atter samles i den nyrenoverede sal.
 

(Foto: Jørn Kildall)

Oxytocin og forelskelse

Som altid var Erna Larsen ved klaveret og sørgede for den musikalske del. Hun er en fast del af fællesskabet og bidrog med både underholdning og små anekdoter om de sange, der blev sunget. Erna benyttede også lejligheden til at fortælle lidt om de sundhedsmæssige fordele ved sang. Hun forklarede, hvordan hormonet oxytocin frigives, når man synger – det samme hormon, der er kendt som kærlighedshormonet. "Så hvem ved, måske er der nogen her, der er blevet lidt forelsket i dag," sagde hun muntert, til stor morskab for de fremmødte.
 

(Foto: Jørn Kildall)

Bobler, boller og musik

Efter en times fællessang blev der skålet i bobler, og hjemmebagte boller samt kaffe kom på bordene. Omkring 30-40 personer deltog i fejringen, selvom det blev bemærket, at herrestemmerne var i undertal denne dag.

Dagen sluttede festligt med mere sang, akkompagneret af husorkestret "De Verse 4", som satte gang i både stemmebånd og kærlighedshormoner. "Ja, man bliver glad af at synge," konstaterede en deltager, "om man også bliver forelsket, er måske et andet spørgsmål."
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024