Generalforsamlingen i Røde Kors Horsens Nord samlede godt 70 deltagere på Hotel Pejsegården. Der var genvalg af bestyrelsesmedlemmerne og nyvalg af 2 suppleanter.
BRÆDSTRUP - Røde Kors Horsens Nord samlede godt 70 deltagere til sit årsmøde og generalforsamling på Hotel Pejsegården. Deltagerne, som både var medlemmer, frivillige og andre interesserede, blev budt på mad og oplæg om Røde Kors arbejdet i Malawi og til slut generalforsamling i den lokale Røde Kors afdeling.
I sin beretning understregede formanden, Gudrun Andreasen, det solide arbejde, som de mange aktivitetsledere med solid opbakning fra dedikerede frivillige har lagt for dagen også i 2023, som formanden beregnede som et rigtig godt Røde Kors-år.
Flotte resultater
Alle aktiviteterne blev gennemgået - alle med en pil opad. Ikke mindst butikkerne kom ud med forbedrede resultater, der giver Horsens Nord-afdelingen mulighed for at skabe gode rammer for de mange lokale sociale tilbud som ferieophold for familier og unge, julehjælp, familienetværk, lektiehjælp, pårørendestøtte og besøgstjeneste.
Totalt har Røde Kors Horsens Nord haft et overskud på 1,4 million kroner, som ud over driften af de lokale aktiviteter, er sendt til internationale hjælpeprojekter og til Røde Kors’ katastrofefond.
Både gen- og nyvalg til bestyrelsen
Bestyrelsesmedlemmerne Kaj Jessen, Hovedgård, og Anna Grethe Bording, Vestbirk, blev genvalgt, mens der var nyvalgt af Else Hansen, Gedved, og René Villefrance Henriksen, Åstruplund som suppleanter De afløser Anna Mette Asp Sørensen, Gedved, og Ingerlise Thaysen, Søvind, der ikke ønskede genvalg som suppleanter, men fortsætter som frivillige.