I en stille og næsten lukket præstegård i Østbirk møder vi sognepræst Lone Buhl Pedersen som har travlt med arbejdet bag skrivebordet. Hun kunne sagtens lave arbejdet hjemmefra men insisterer på at være tæt på kirken, når situationen tillader det.
I det meste af landet er der lukket for gudstjenester frem til 17. januar med biskoppernes velsignelse! Kirkerne og præsterne vil gerne yde en god service og informere menighederne om hvad der sker. Men det går stærkt og informationerne når ikke at blive opdateret i samme fart som begivenhederne udfoldes.
- Vi tager det roligt for folk ved at der ikke er noget som er normalt for tiden. Man kan altid ringe til sin kirke eller følge med på sognenes hjemmesider. Heldigvis er der fuld forståelse, indleder Lone Buhl.
Vi har bedt Lone Buhl om at tage et tilbageblik på 2020 og knytte nogle ord til.
De digitale gudstjenesters år
- 11. marts 2020 der havde jeg ikke forestillet mig det vi ved i dag, men jeg synes vi har lært meget af det. Vi har lavet digitale gudstjenester og vi er blevet bedre til det, og vi har mange som følger med. Vi har kunne mærke folks interesse.
Når alt bliver normalt, vil sognepræst Peter Tast og Lone Buhl lave digitale gudstjenester/prædikener et par gange om året. Lone Buhl og det øvrige personale savner at være i kirken fyldt med glade mennesker, selvom mange har fulgt med digitalt:
- Bagsiden af medaljen er at vi ikke kan mødes fysisk og være sammen i kirkerne – for det er bare noget andet. Vi ved også at de ældste heller ikke er på Facebook hvor vi blandt andet sender gudstjenesterne. Men jeg vil opfordre at børn og børnebørn tager telefonen frem når de er sammen med de ældre, så de kan få glæde af vores gudstjenester… det kan jo blive en familieaktivitet, griner hun.
Lone er et handlingsmenneske og har følt det har været stressende til tider, med at skulle holde sig ajour med regler og anbefalinger, da tingene ikke er som de plejer. Det tager meget af hendes energi.
- Arbejdsmæssig holder vi zoom-møder med provsten og det næste bliver med menighedsrådet, når vi ikke kan samles fysisk. Før corona kunne vi nemt være 60-70 personer til tarteletter i konfirmandstuen, det kan vi ikke i øjeblikket.
Lone fortæller at kirken er mennesker, samvær og det at være noget for hinanden og uddyber:
- Som kirke handler det om at se hinanden. Det betyder meget at jeg kan give knus og kram til Gud og hvermand, men det kan jeg ikke lige nu. Jeg kan stadig ringe til de enkelte, men det tager sin tid og er ikke det samme. Knus og kram er det er det første jeg skal tilbage til, når vi kan genoptage vores aktiviteter med menigheden igen.
Julehjælp var en succes
I Østbirk sogn uddelte man julehjælp til 20 familier og man modtog omkring 10.000, - i kontanter som blev omsat til gavekort i Netto og SuperBrugsen i Østbirk.
- Vi fik også en flot donation fra en loge i Horsens… vi modtog også meget legetøj fra private. Vi havde mange glade givere og modtagere. Vi gentager arrangementet igen i år når vi nærmer os julemåneden.
Strikkedamerne må gå en tur
Hver onsdag har strikkedamerne mødtes i sognegården og strikket så nålene har været rødglødende. Med det nyeste forsamlingsforbud på fem personer ser man ikke grund til at mødes før end reglerne lempes igen.
- Vi må heller ikke mødes længere, så jeg har skrevet til strikkedamerne at vi fremover kan mødes, og så kan vi går en tur sammen. Jeg håber at nogle vil være med, for vi bliver ikke de 28 strikkedamer som der plejer at mødes i konfirmandstuen hver onsdag. Folk er stadig velkommen til at kigge ind når jeg sidder på kontoret. Det er en sognegård og det gør en forskel… tænk hvis det havde været mit hjem? Så ville det være sværere at gå over dørtærsklen.
Selvom Lone Buhl arbejder meget hjemme, gør hun stadig meget for at sidde på kontoret i sognegården og for at komme rundt i byen og besøge folk.
Nye idéer?
- Vi er et andet sted end vi var i marts og så snart får vi alle de ældre vaccineret, og så håber jeg at der bliver lettet på restriktionerne, så strikkedamerne kan komme igen. Det at det hele, sandsynligvis lysner inden længe, gør at vi bliver ”dovne” og at idéerne ikke kommer så hurtigt længere. Hvis der nogen som har nye idéer til hvad vi præster kan gøre, så skal de bare sige til, siger Lone med stor entusiasme.
Dørtrinnet er blevet lavere
Lone Buhl vil gerne have så mange så muligt til at komme i kirken og fortæller om det mentale dørtrin som kan være høj for nogle:
- Der har altid været et mentalt dørtrin ind til kirken, og det prøver vi på med vores aktiviteter at gøre så lavt som muligt, så vi kan få flest muligt ind. I denne tid med digitale gudstjenester har vi lavet et digitalt dørtrin for andre. Men for mange af de yngre generationer er det slet ikke et dørtrin. Vores digitale gudstjeneste for børn er set af mere end 5200 og her er der ikke et dørtrin.
Lone ved at man ”møder” mange i menigheden på de digitale platforme, men hun ved også, at det er ikke alle som er med der og fortæller:
- Vi når mange i dag på Facebook og andre sociale medier for det er der folk er – men vi må ikke glemme dem som ikke er der!
- Som præster har vi lært meget ved at lave digitale gudstjenester, de skal ikke være så lange som hvis man sad i kirken og man skal kigge i kameraet… og efterfølgende kan man se videoen og bruge den til at blive endnu bedre efterfølgende. Når vi laver videosammenkomster, kan vi se hvornår folk forlader ”kirken” hvis vi keder dem. Det er ikke fordi vi skal lefle for folk, men vi skal fortælle så folk gider at høre hvad der bliver sagt, afslutter Lone Buhl.
Lone glæder sig til man igen kan mødes fysisk i kirken og sognegården, så livet kan leves med krus, kram og fællessang.
