Fra 1. oktober er der igen mulighed for vaccination mod influenza og covid-19, hvis man er fyldt 65 år eller er særlig sårbar. De ældste aldersgrupper modtager invitationer fra 10. september.
Af Region Midtjylland
De kolde måneder står for døren, og det betyder, at vi går et vinterhalvår i møde med flere luftvejsinfektioner som fx influenza og covid-19. Alder er den altoverskyggende risikofaktor for, om man bliver alvorligt syg, og derfor modtager alle, der er fyldt 65 år, en invitation til at booke tid til vaccination. Det er muligt at blive vaccineret fra 1. oktober.
Invitation sker i denne rækkefølge:
- Borgere over 85 år: Fra 10. september
- Borgere mellem 74 og 84 år: 16.-17. september
- Borgere mellem 65 og 74 år: 23.-25. september
Når man har modtaget sin invitation, kan man booke tid til vaccination på www.vacciner.dk
Personer under 65 år med en kronisk sygdom eller særlige tilstande, der gør, at de er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af covid-19 eller influenza, er også omfattet af det gratis vaccinationsprogram.
Borgere med kronisk sygdom eller særlige tilstande fx svært nedsat immunforsvar, hjerte-kar-sygdom eller lungesygdomme som KOL eller astma modtager ikke en invitation til vaccination, men kan bestille tid fra 26. september via en tro -og loveerklæring på www.vacciner.dk
- Sæsonvaccination er et rigtig godt tilbud til borgere, der er i særlig risiko for alvorlig sygdom. Jeg håber, at flest mulig vil tage imod tilbuddet, så man både passer godt på sig selv og sine nærmeste, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Vaccinationssteder på tværs af hele regionen
Region Midtjylland etablerer regionale vaccinationscentre i alle midtjyske kommuner. Samtidig er der indgået aftale med Danske Lægers Vaccinations Service om at understøtte indsatsen. Det betyder, at der samlet vil være over 70 vaccinationssteder i den midtjyske region.
Borgere kan finde en oversigt over alle vaccinationssteder her. Kortet bliver løbende opdateret.
Region Midtjylland vil også i år, i samarbejde med blandt andre kommunerne, sikre vaccination af borgere, som skal vaccineres i eget hjem eller på plejehjem.
Borgerne har god tid til at blive vaccineret
Vi ved af erfaring, at der kan være rift om de første vaccinationstider.
Da vaccinationerne gives i perioden 1. oktober til 20. december, har borgerne god tid til at tage imod tilbuddet.
Vi opfordrer til at væbne sig med tålmodighed, hvis man oplever udfordringer med at finde tid til vaccination online eller med at komme igennem på booking-telefonen i de første dage.