Blomsterbinder Pernille Mortensen er et velkendt ansigt, når træder ind i SuperBrugsen Østbirk. (Foto Jørn Kildall)
Ambitionsniveauet er højt i SuperBrugsen Østbirk og det er der ikke mange som er i tvivl om. Når det kommer til blomsterafdelingen, så har forretning taget et kæmpe spring de sidste 4 - 5 år og er efterhånden en af områdets førende når det kommer til blomster og blomsterbinderi.
Tekst og fotos Jørn Kildall
Kodeordene er passion og kvalitet når det gælder blomster og planter i SuperBrugsen Østbirk, hvor avisen mødtes med førstemand Rasmus Sørensen og blomsterbinder Pernille Mortensen. Rasmus har ligesom Pernille en brændende passion for området og elsker at se både blomster og forretningen vokse og han fortæller:
- Vi har altid været glade for blomster i SuperBrugsen Østbirk og vi har altid været glade for vores store udplantningsmarked for det er det vi føler vi gerne vil. Det er det vi synes er spændende. Jeg tror at alle vores kunder kender Inge Sørensen som snart har været her i SuperBrugsen i 40 år. Det er hende som kunderne kender når der skal tales blomster og planter. Men hun er heldigvis ikke alene.
Østbirk var ikke klar til at miste blomsterne
For 5 år siden lukkede den sidste blomsterhandler i Østbirk. I SuperBrugsen mente man ikke at Østbirk var klar til at miste en blomsterhandler og derfor begyndte man at sælge blomster i butikken.
- Her begyndte vi med at have blomsterbinder stående i butikken to dage om ugen og hjælpe vores kunder med at binde blomster. Vi måtte hurtigt indse at to dage var alt for lidt og vi udvidede med en ekstra dag. Vi kunne se at kunderne i Østbirk gerne ville have blomster og at der var et større behov for det end vi havde turdet håbe at tro, fortæller Rasmus.
Det har betydet at man har taget flere og flere blomsterbindingsopgaver ind, som bårebuketter, kranse til begravelser, kistepynt og brudebuketter.
Kunderne vil have håndværk
Det som kunderne efterspørger, er håndværket, det er noget man ikke kan bestille hjem udefra. Efter et par år hvor et eksternt firma havde stået for blomsterbinding i SuperBrugsen valgte man at tage opgaven hjem og selv løse det praktiske. Det betød at Pernille Mortensen som havde været det ansigt kunderne havde mødt i butikken det sidste par år blev ansat i SuperBrugsen Østbirk.
For at Pernille ikke skal overbebyrdes med opgaver og lørdagsvagter, har man ansat yderligere to blomsterbindere således at de kan gå ind og dække Pernilles vagter så hun også kan få tid til et familieliv.
Det betyder at man er meget fleksibel med hensyn til at dække vagter ind i SuperBrugsen, specielt omkring højtiderne ved jul og omkring Valentins dag kan det være nødvendigt at trække ekstra medarbejdere ind så man kan nå at følge med efterspørgslen på blomsterbinderi.
For Rasmus er det vigtigt at håndværket er i højsædet og at hans blomsterbindere ved hvordan man laver en flot buket. For både Rasmus og Pernille og de øvrige blomsterbindere er kvaliteten der vigtigste og derfor i højsædet.
Rasmus og Pernille ved begge, at blomster er omgærdet af mange følelser og altid har være den foretrukne måde at videregive dem til andre.
- Man kan ikke sige blomster uden at sige følelser. Derfor er det vigtigt for os at vores kunder kan tale med blomsterbindere som har fingeren på pulsen og ved hvad det er der skal bruges til forskellige lejligheder. Om det er en barnedåb, et bryllup eller en begravelse. Så er det vigtigt at vores blomsterbindere kan hjælpe kunden med at finde og fremstille det helt rigtige, forklarer Rasmus Sørensen.
Selvlært, men i en klasse for sig selv
Pernille Mortensen er uddannet som kontorassistent, men livet bragte hende på helt nye veje. Blomsterbinderiet har hun lært sig selv og det er til perfektion - så enkelt kan det siges, og hendes håndværksmæssige kunnen er af så høj kvalitet at kunderne roser hende og bliver ved med at vende tilbage for at få hende til at binde deres blomster.
Og Pernille har tidligere været ansat i andre butikker og har også haft egen blomsterbutik, dog kun kortvarigt og hun fortæller:
- Det var igennem et bookingbureau fik jeg fast plads som blomsterbinder her hos SuperBrugsen Østbirk og det er dejligt så har jeg ikke så langt på arbejde. Der gik ikke lang tid inden Rasmus spurgte om jeg ville ansættes i butikken? Jo, tak svarede jeg. Vi har grønne fingre i min familie, min far var gartner og det var hvad jeg voksede op med … det har altid været en del af mit liv. For 10 - 15 år siden tog det for alvor fat og her begyndte min store passion for blomsterbinderiet at tage form.
Pernille viste hurtigt i sine tidligere ansættelser at hun havde mere end almindelig flair for blomsterbinderiet og for at lave dekorationer. Det hun lavede, blev meget hurtigt populært hos både arbejdsgivere og hos kunderne.
- Jeg elsker at lade mig inspirere af det andre laver og kigge med over skulderen. På internettet finder jeg masser af inspiration og ser hvad der rører sig, og hvilke trends der er på vej til at blive populære. Så jord og grønne fingre har altid fulgt mig og er en stor del af mig, fortæller hun med et stort smil.
Ny printer skriver på silkebånd
Som noget af det allernyeste i SuperBrugsens blomsterbindings hjørne er at man har anskaffet sig en printer som kan lave silkebånd der kan sættes på bårebuketter, kranse og båredekorationer, hvor man kan skrive en personlig besked.
Pernille og Rasmus ser meget overbevisende ud da de fortæller at når det kommer til blomster og blomsterbinderi så kan man alt i butikken. Og man forsøger at være førende på området og på den måde vil man gerne trække flere kunder til butikken, så de også kan få glæde af den høje faglige ekspertise som man har på stedet.
- Som afslutning vil jeg gerne sige at jeg elsker en god udfordring. Og så hvis kunderne kommer med noget der er svært, spændende eller overraskende så gør vi alt for at løse opgaven. For vi vil være den foretrukne butik i lokalområdet når det drejer sig om blomsterbinderi af højeste kvalitet, runder Pernille af.
Der er blomsterbinding i SuperBrugsen Østbirk alle dage undtaget søndag. Her kan man tale med en af blomsterpigerne og få råd og vejledning, eller afgive bestillinger som ofte vil være færdige dagen efter eller meget hurtigt.