Destination Kystlandet indgår atter et samarbejde om ny programserie. Denne gang sætter de to erfarne sejlere kursen mod det Østjyske øhav.
Kan Bubber mon styre Hjarnøfærgen?
I programserien "Bubber & Villum til søs", der har premiere fredag d. 26. marts på DK4, kan seeren bl.a. få svar på det, og ellers glæde sig til en 10-dages rundtur i det Østjyske øhav, kogt ned til tre indholdsrige afsnit.
På togtet rundt i det Østjyske øhav kommer Bubber og Villum bl.a. andet forbi Horsens, Juelsminde, Hjarnø, Endelave og Tunø. Her er de rundt at besøge de lokale seværdigheder, spisesteder og erhvervsdrivende - og får sig en snak med øboerne om det helt særlige ved det østjyske ø-liv.
Om baggrunden for at lave "Bubber & Villum til søs", siger direktør ved Destination Kystlandet Helle Bertold Rosenberg:
"Vi håber at programmet er med til at sætte fokus på vores fantastiske øer og havne her i området, som vi har døbt 'Det Østjyske øhav'. De er alle skjulte perler, med hver deres stemning og udbud af sjove, skæve og fantastiske oplevelser, som bare venter på at blive opdaget. Det er også derfor, at vi har lavet Verdens Mindste Krydstogt, der blandt andet går til Endelave og Tunø, og tager på sin første testtur her til maj".
Gæstfrihed og åbne arme
Bubber og Tomas Villum har begge sejlet hele livet, og har derfor oplevet det meste af Danmark fra søsiden. Alligevel blev Bubber overvældet af den imødekommende atmosfære, der mødte dem rundt på de østjyske øer.
"Om sommeren er Danmark fantastisk, og det er et privilegie som sejler at komme rundt og opleve vores land, der er skønt alle steder. Dog tog det østjyske mig fuldstændigt med storm! Vi mødte kun gæstfrihed og åbne arme - og var så heldige at opleve den helt unikke ånd, der hersker ude på øerne, hvor man står på spring til at hjælpe hinanden. Det var helt særligt," siger Bubber.
Tv-program bringer stor begejstring hos erhvervet
Bubber og Villums besøg rundt i det Østjyske øhav bringer stor glæde for de lokale erhvervsdrivende.
Carl Holmberg fra Hjarnø Camping havde glæden af at give Bubber og Villum en ø-rundfart på sin traktor med åben ladvogn.
"Det var en stemningsfuld og oplevelsesrig dag, og mit indtryk var klart, at deres interesse og nysgerrighed for ø-livet på Hjarnø var meget oprigtig. De var respektfulde overfor både os lokale, og naturen, og det er et budskab, jeg synes er vigtigt at få ud til seerne. Jeg håber at Bubber og Villum er med til at sætte Hjarnø lidt mere på landkortet, så endnu flere kan opdage os, og få den oplevelse det er at besøge øen - samtidig med at vi værner om den," siger Carl.
Hos Tanggården på Endelave, hvorfra Nordisk Tang arrangerer tang-safari og smagsprøvninger på tang-produkter, var man også begejstret for besøget af de to sejlere, og især af deres positive og engagerede tilgang til de oplevelser Endelave har at byde på.
Bjarne Ottesen fra Nordisk Tang siger; "Jeg har mødt mange journalister igennem tiden, men Bubber og Villum var absolut nogle af de mest nysgerrige og spontane. Det var en fornøjelse at have dem forbi. Bubber er jo en god ambassadør, så jeg er sikker på at programmet vil være med til at sætte fokus på Endelave og Tanggården, samt tiltrække dem, der er på udkig efter en sjov, imødekommende og anderledes oplevelse".
I Juelsminde er forventningen til programmets effekt på byens turisme ligeledes høj. Men for Pernille Juul, der ejer Juelsminde Fisk og Havnens Café & Isbar, betyder det også meget, at byens erhverv bliver anerkendt. "Vi lokale får da en stolthed over, at det vi alle sammen kæmper for hver dag, bliver værdsat og vist frem," siger Pernille.
Medejer af Havnens Café & Isbar, Marie Lund Knudsen, er enig med Pernille, og tilføjer: "Vi håber at programmet får lokket en masse til - også fra nærområderne. Vores helt særlige havnemiljø og feriestemning gør, at kommer man bare hertil én gang - så kommer man igen! Vi tror på, at Bubber og Villum kommer til at åbne en masse menneskers øjne for skønne Juelsminde".