Debat: Korttidshukommelsen fejler ingenting



Paw Amdisen, byrådsmedlem (SF) i Horsens Kommune

Af Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, byrådsmedlem (SF) i Horsens Kommune

Det er ganske rigtigt, at et enigt Koordinationsudvalg, hvor Venstre sidder med, sidste år nikkede ja til, at lade Børne og uddannelsesudvalget behandle et forslag fra forvaltningen omkring en lukning af skoledriften på Lindvigsvej. Kort tid efter mente Venstre nu, at det var ”fjollet at give sagen en politisk behandling”. Det var bedre ”at kigge på hele strukturen” (dvs. bringe alle midtbyens folkeskoler i spil). At man måske skulle have overvejet at sende sagen videre til politisk behandling, når man nu synes det var ”fjollet” overhovedet at behandle sagen vil jeg undlade at kommentere nærmere. Men man var samtidig - endnu engang - ikke blege for at bringe ”hele strukturen” i spil.

Jeg har aldrig ”knægtet” Venstres ret til at holde de borgermøder, de har lyst til at holde. Hvad der bare undrer mig er, at Venstre indkalder til et møde, hvor man bl.a. insisterer på at diskutere et meget vidtgående forslag til en ny skolestruktur i Sydbyen, som der hverken er politisk eller lokal opbakning til. Det sidste fremgik med al tydelighed af mødet, sådan som det blev refereret af pressen. Det virker unødvendigt og skaber, vil jeg stadig mene, unødig usikkerhed i lokalområdet.

Lidt som da Venstre ud af det blå for en måneds tid siden ville flytte Langmarksskolen ud i VIA’s nuværende lokaler ved siden af et kommende rådhus. Et forslag som skolebestyrelsen på Langmarksskolen var så diplomatiske at nøjes med at kalde ”komisk”.

At Ole Dahl Kristensen også formår at blande et politisk flertals afvisning af forslaget om med få dages varsel at bestille et sparekatalog på 50 millioner kroner fra forvaltningen ind i sit debatindlæg, er lidt mystisk. For den sag, hvor Ole Dahl Kristensen udvandrede fra et byrådsmøde, fordi et politisk forslag blev nedstemt af et flertal, tegner vel egentlig mest af alt et billede af en noget rudimentær forståelse af demokratiske beslutningsprocesser hos Ole Dahl Kristensen.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024