Birgit Skovgaard. Talsmand for Maren Spliid Gruppen
Af Birgit Skovgaard
Talsmand for Maren Spliid Gruppen
Snerlevej 7, 8700 Horsens
At dømme af artikel i HF har Birthe Knudsen (BK) med årene følt sig mere som socialdemokrat. Dermed er det svært uheldigt/umoralsk, at hun på trods heraf igen stillede op for Venstre i 2017.
Når HF spørger Andreas Boesen, socialdemokraternes ordfører og 2. viceborgmester, om ikke BK svigter de vælgere der har stemt på hende, da svarer han: ”Det kan godt være svært at se, hvilket mandat man er valgt på. Venstre fik vist også det yderste mandat på samarbejdet med Maren Spliid Gruppen.”
Nu er det ikke svært – overhovedet – at se hvilket mandat BK er valgt ind på. Og vi er i Maren Spliid Gruppen voldsomt glade for, at det ikke er vores stemmer hun kom ind på – og dermed nu har foræret til socialdemokraterne! Det handler om moral og mangel på samme.
BK er slet ikke valgt ind i kommunalbestyrelsen. Hun fik stemmer til en 1. suppleantpost, og kom dermed ind da Peder Stougaard desværre døde. Altså kom hun ind på en Venstremands stemmer – idet hun, må vi antage, holdt skjult at hun mere følte sig som socialdemokrat.
Når det er denne form for moral som styrer for BK, da finder vi i Maren Spliid Gruppen, at valget af socialdemokratiet er det helt rigtige for BK – så tillykke med det. Det er vigtigt med fælles værdier i politik.
Det er bl.a. fælles værdier der gør, at vi har valgteknisk samarbejde med Venstre.
M.h.t. de poster BK hidtil har bestridt i kommunalbestyrelsen – da kommer hun, ifølge konstitueringsaftalens § 12, til at afgive disse til Venstre. Selveste borgmester Peter Sørensen er arkitekten bag denne § 12. Det interessante er, at nu hvor socialdemokraterne modtager en springer – så er paragraffen ikke det papir værd, som den er skrevet på.
Peter Sørensen selv rører ikke ved denne lort – som sagen er – næ han sender ordfører og 2. viceborgmester Andreas Boesen (AB), som heller ikke har besvær med socialdemokraternes moral.
AB mener ikke de hverken kan tvinge eller forsøge at overtale BK til at afgive posterne.
Stor tak til Peter Sørensen for tydeliggørelse af din politiske moral!