Debat: Større tilflytning skaber pres på daginstitutioner, fritidsinteresser og grønne områder



Esben Hedeager, byrådsmedlem for de konservative i Horsens.

Af Esben Hedeager, byrådsmedlem for de konservative i Horsens.

Horsens kommune vækster som aldrig før. Der bygges overalt i byen for at tiltrække flere borgere, men har man tænkt nok over, hvilke konsekvenser det har for daginstitutioner, skoler, fritidsfaciliteter og grønne områder? I øjeblikket er det et akut behov for flere børnepasningspladser i Bankager. Derfor bygges en midlertidig institution, med den konsekvens, at dele af boldbanerne inddrages. En beslutning, der uden tvivl får konsekvenser for idrætslivet i nærområdet - flere børn, men mindre plads til leg og bevægelse og fritidsaktiviteter. Det strider i den grad mod, at Horsens bryster sig af at være Sund By og ”Bevæg dig for livet”- kommune. Tænk nu langsigtet i stedet for ugennemtænkte hovsa-løsninger, hvilket vi i Konservative betragter et midlertidig modulbyggeri som.

Nøgletal viser, at Horsens kommune frem mod 2030 befolkningsmæssigt vil vokse med 12.2%. Dette vil alt andet lige også betyde flere børn i såvel daginstitutioner som skole og idrætsforeningerne. Nødvendig udvidelse af skolernes fysiske rammer kræver, at man også tænker idrætsfaciliteter og udendørs områder ind i planlægningen - vi kan jo ikke flytte alle byens børns idrætsundervisning eller fritidsaktiviteter til kampsportscenteret på Langmarksvej! I dag er skolernes økonomi så presset, at der ikke er råd til en bus ud af huset, som kunne give mulighed for netop at deltage i fysiske aktiviteter andre steder i byen. Samtidig er de nuværende udeområder ved nogle skoler i så ringe stand, at det grænser til det pinlige. En tur forbi Østerhåbskoles ”Flyveren” bekræfter dette - udearealer, der svømmer i vand og idrætsundervisning der kræver gummistøvler i stedet for sportssko.

I midtbyen bygges der det ene højhus ved siden af det andet. Hvor er pladsen til leg, bevægelse, træning og de grønne områder? Igen viser nøgletal, at kun 28.3% af kommunens befolkning dyrker motionsidræt eller laver mindst 4 timers krævende arbejde om ugen. Sundhedsstyrelsens anbefalinger er minimum 60 minutter daglig fysisk aktivitet for børn og 30 min for voksne. Her burde kommunen tage et større ansvar! Kommunen skal skabe bedre rum og opfordre til mere fysisk aktivitet end den gør i dag. Den skal tage større ansvar for borgernes sundhed og understøtte dette ved at sikre bedre idrætsfaciliteter og udearealer i alle byens lokalområder.

Lyt til byens lokale idrætsforeninger, som gør et kæmpe stort stykke frivilligt arbejde. Lyt til deres viden og erfaringer, og giv dem faciliteter, vi alle kan være stolte af, fremfor ugennemtænkte løsninger som f.eks. ”halve”-haller og et kampsportscenter, hvor vi bliver nødt til at indse, at ikke alle foreninger kan være grundet manglende plads.

Horsens kommune burde tage større ansvar - og tænke mere langsigtet.

Nøgletal: https://www.dingeo.dk/kommune/horsens/

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024