Paw Amdisen, byrådsmedlem for SF
Paw Amdisen, Hindbærhegnet 8, Horsens, byrådsmedlem for SF
Godt nok har Martin Ravn, i sin tid som medlem af det daværende Teknik- og miljøudvalg, selv været med til at godkende det byggeprojekt, som han nu hælder en verbal skidtspand ud over. Godt nok er byggeriet slet ikke færdigt, før Martin Ravn er klar til at afsige sin endegyldige dom. Og godt nok kan byggeriet på Lilli Gyldenkildes Torv aldrig nogensinde blive en ”ghetto”. Det sidste erkender Martin Ravn da også åbent i den samme avis, hvor han altså giver byggeriet ”ghetto”-stemplet.
Det kan AP Pension og Lejerbo, der har investeret mange millioner kroner i projektet, desværre ikke bruge til så meget. Man kan kun håbe, at offentligheden og de mange boligsøgende i Horsens Kommune kan se ud over Martin Ravns og Venstres useriøse ”ghetto”-stempling.
Der bygges meget i Horsens i disse år. Ikke bare i Horsens by, men i hele kommunen. Intet sted i kommunen er udviklingen dog mere synlig end i Horsens midtby. Ikke kun på Lilli Gyldenkildes Torv, men også på havneområdet skyder en blanding af boligtyper og byggerier i øjeblikket op. Og netop dette – blandingen af boligtyper i forhold til ejerlejligheder og almene lejeboliger – har været helt afgørende for SF’s holdning til boligudviklingen i Horsens. Vi skal nemlig, for netop at undgå fremtidig ghettodannelse, sikre en udvikling med blandede boligområder. Og dette er vi kommet rigtig godt i mål med, når vi ser på de byggerier, der skyder op i Horsens midtby. Ikke mindst på Lilli Gyldenkildes Torv.
Men hvad med byggeriernes udseende og placering i bybilledet? Man behøver ikke en arkitekturfaglig baggrund for at se, at meget af det nybyggeri man ser i Horsens og alle andre steder, hvor der er gang i byudviklingen ligner hinanden rigtig meget. Dette gælder også de byer/kommuner, som Aarhus, hvor der er ansat en stadsarkitekt. Der er tale om kasseformede byggerier med en betonkonstruktion, der ofte beklædes med tegl. Det er ikke originale byggerier, men rationelle byggerier med god indvendig indretning, der kan bygges til en pris, hvor også de almene boligselskaber kan være med. Ser man på placeringen af byggerierne og hvad de erstatter, så repræsenterer byggerierne – både når man taler havneområdet og den tidligere Kvickly-grund – et reelt løft af byens udseende i forhold til tidligere. Og om nybyggerierne ved Lillis Gyldenkildes torv og langs åen, må man faktisk sige, at arkitekturen passer ind i områdets eksisterende byggestil (VUC-huset, politistationen og Løvbjerg-centret).
Kunne der være bygget på en anden måde? Givetvis. Kunne der have været bygget på en anden måde, men samtidig til en pris, der sikrer et blandet boligområde? Det er nok mere tvivlsomt.
Er alt så perfekt hvad angår udviklingen i vores kommune? Nej, selvfølgelig ikke. Fra min stol som formand for GRO – Horsens grønne tænketank – kunne jeg eksempelvis godt tænke mig, at vi fremadrettet får et større fokus på bæredygtighed i byggeriet, når vi udvikler vores kommune. Men det er også vigtigt for mig som socialist, at vi sikrer en byudvikling med plads til alle slags mennesker. For en mangfoldig boligmasse er et af vores bedste våben i kampen mod ulighed og social ghettodannelse. Og den pointe må ikke blive glemt, når vi udvikler fremtidens kommune. Men selvfølgelig bør både planmyndigheder, byggeherrer, arkitekter og entreprenører opfordres til også at tænke innovativt og bæredygtigt, når de udvikler fremtidens boliger. Dette er dog ikke bare en lokal, men i virkeligheden også en mere landsdækkende dagsorden, som må løftes i de kommende år.
