Det barske liv bag fængslets mure



ØSTBIRK - Mandag den 15. april kl. 19 i Østbirkhallens cafeteria, er der mulighed for at høre en tidligere indsat fortælle om livet som kriminel både uden- og indenfor murene. Det er et barskt liv udenfor, men desværre er livet som indsat heller ikke en dans på roser, og det rammer også dem, der passer på de indsatte.

Af Per Bonde

Det er Horsens New Style Dance Club, der står for arrangementet. Ikke fordi de ellers er involveret med kriminelle og fængsler, men fordi de har et medlem, der er tidligere fængselsbetjent, og hun er engageret i den organisation, der hedder B-siden, der bl.a. arbejder på at hjælpe tidligere kriminelle til at komme ud af det negative miljø og få et godt liv.

En af de aktiviteter B-siden tilbyder er at tage ud og holde foredrag om de meget hårde forhold der hersker i den kriminelle verden, både som en øjenåbner for os almindelige mennesker, men i særdeleshed også som en stærk advarsel til unge om ikke at vælge den levevej.

Til foredraget på mandag vil du møde den store hærdebrede rockertype, og en kvindelig tidligere fængselspræst. De vil fortælle om livet indenfor murene fra hvert deres perspektiv, og begge med meget interessante perspektiver på hver deres tilværelse. Begge levede en tilværelse med trusler om vold, og det der var værre. De færreste kan forestille sig det pres, begge parter lever under, hvor det i høj grad er den stærkes lov, der gælder.

Kriminalitet fører til mistrivsel

Vi vil høre om, at kriminaliteten bringer andre ulykkelige former for mistrivsel med sig, der holder den kriminelle fast i en løbebane, han eller hun godt ved er er forkert, og som man helst vil ud af. Det er den slags mennesker med mistillid, misforståede æresbegreber, svigt og angst, fængselsbetjentene møder, når dommen skal afsones.

Fængselsbetjentene har valgt deres job, fordi de grundlæggende har et ønske om at bringe de indsatte på ret køl. Det viser sig desværre alt for ofte, at indsatsen kommer for sent og for lidt, så fængselsbetjentenes gode intentioner mødes med afvisning, afstumpethed og trusler. 

Foredraget er bestemt ikke for børn, men ikke des mindre lyder det fra arrangørerne, at der kan være gode grunde til, at forældre tager deres teenage børn med til arrangementet, og det kan helt sikkert give nogle interessante samtaler over middagsbordet efterfølgende.

Du kan købe billetter til arrangementet på www.newstylehorsens.dk
 

Lignende artikler

Per Bonde

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024