BOGANMELDELSE - Bogen ’Oh Mandy’ er en historie om venskab, skyldfølelse og fortrydelse. Det er en smuk fortælling om hvordan man, selv efter 17 år, kan overleve en tragisk og skelsættende begivenhed som skete i ungdomsårene.
By Emilie Kildall – Instagram: BookwormKildall
Jeg vil i denne anmeldelse ikke afsløre for meget fra bogen og dermed franarre dig glæden ved selv at læse den. Derfor har jeg beskrevet handlingen så overfladisk som muligt.
I ’Oh Mandy’ møder vi en vennegruppe, som efter mere end 17 år samles igen. Denne gang samles de som voksne mennesker i 30’erne og ikke unge på 17-18 år, som lige er begyndt på livet. Desværre er gensynet ikke på grund af en glædelig anledning. Da de sidst så hinanden, skete der en forfærdelig ulykke, men det er jo så længe siden. Hvad skete der egentlig dengang og hvordan er det gået vennerne siden?
Det er en historie om, hvordan man både kan overleve og leve med en begivenhed i fortiden, som satte så voldsomt et aftryk og dybe spor i ganske unge mennesker.
Hvem er vennerne?
Vennerne kender hinanden fra da de alle gik på Europaskolen i Luxembourg. Derfor har vennerne også blandede nationaliteter, samt forskellige kulturelle baggrunde. Dette giver historien en fed kant og en dejlig måde vennerne har fundet hinanden på. Persongalleriet er velskrevne og med skønne karaktertræk. Der er mere end 7 personer at holde styr på, hvilket godt kunne virke overskueligt. Heldigvis har forfatteren været så god ved os, at hun inden begyndelsen, har skrevet få linjer om, hvem der er hvem og hvor de er i livet lige nu. Det hjælper, når man som læser skal huske hvem de forskellige karakterer er.
Jeg ruskede næsten i bogen
Bogen er velskrevet med stilfærdige hop frem og tilbage i tiden, som gør læseren i stand til at følge vennernes indbyrdes relationer både dengang og nu. Den berører temaer såsom venskab, den første kærlighed, skyldfølelse og om man stadig er den samme som da man var teeanger, når man er sammen med de mennesker man gik i skole med. Derudover er der stort fokus på, hvordan én begivenhed i de unge år, kan påvirke og følge en livet igennem.
Jeg var simpelthen solgt efter et par sider. Det meste af historien handler om optakten til den her anledning, hvilket er ret så spændende. Jeg sad med tanken: ”Hvad er der sket? Hvorfor skete det?” Jeg sad vitterligt og havde lyst til at ruske i bogen og råbe; ”Så fortæl mig dog hvorfor det er sket!” Hvis en bog kan få mig til at føle sådan, er det i min optik en rigtig god historie.
5 ud af 6 stjerner
Oh Mandy får mine varmeste anbefalinger. Det er en stærk roman, som til trods for sine kun ca. 190 sider, gjorde stort indtryk på mig. Jeg synes desværre, at den er for kort. Jeg ville elske at læse mere om de forskellige karakterer, der bliver præsenteret i bogen. Jeg har en følelse af, at de har så meget at byde på og jeg ville gerne have mere.
Oh Mandy er skrevet af H.N. Waage og udgivet i 2023 af forlaget LML. Bogen kan bl.a. købes i Bog&Idé for 179,95 kr.