Klædt af – Både indeni og udenpå



BOGANMELDELSE - Forfatterdebutant Cicilie Veinø har skrevet romanen ’Klædt af’, som udkom 27. maj. Bogen handler om interessante mennesker, som har eller søger efter magt. Det er også en historie om at finde sig selv og hvad dét kan kræve af et menneske. Hemmeligheder og menneskets enorme appetit på livet er bare nogle få emner, som bliver berørt i denne vedrørende roman.

Af Emilie Kildall – Instagram: BookwormKildall

Historien foregår i tidsperioden 1960’erne til 1990’erne. Vores hovedperson, Sara, er historiens faste holdepunkt. Saras far, Eric Baxter, er i gang med at oprette sin virksomheds imperium og vil ekspandere yderlige. Og for at gøre dette, skal han bruge forskellige forretningspartnere, bl.a. den schweiziske Remo Lütolf og den stærke, feminine Romanova. Disse inviterer han til middag, hvor hustruen Ulla er den perfekte værtinde. ’Klædt af’ er en fortælling om magt, at elske, at opleve og finde ud af, hvordan man spiller sine kort i livet. 

Smuk skildring af tiderne

Sara, hendes forældre og disse forretningspartnere har alle deres egne liv at leve, med tilsvarende hemmeligheder. Veinø tager, næsten uden at prøve, læseren gnidningsløst mellem tid og rum. Årstallene er sjældent nævnt, men der bliver smidt ledetråde om tidsperioden mange gange. Man er derfor som læser nødt til at læse en smule mellem linjerne og selv bruge hovedet; en skøn måde at læse på.

Kvinderne har bukserne på

I de årstal hvor bogen skal foregå, er det historisk typisk mændene, som har magten og pengene. I denne historie er det dog de meget kloge og snedige kvinder, som bestemmer. De tager, hvad de vil have og bruger deres køn til netop dette. Mange af kvinderne er stærke og gør præcis, hvad der passer dem. Her er Sara en af dem – hun vokser op, bliver kvinde og eksperimenterer med alt hvad livet byder på.

Maleriet ’Skriget’

At læse denne bog er lidt som at læse noget, der er på speed; der sker noget hele tiden og der er mange karakterer. Dog skriver forfatteren så godt og springer elegant i tiden, samt i karakterernes historie, at man overgiver sig fuldstændig; det er vanvittig godt skrevet.

På fineste vis formår Veinø at fortælle og med sproget vise, hvor hver enkelt karakter kommer fra. Deres baggrunde og persona kommer stærkt til udtryk i både nutiden og flashbacks. I enkelte passager, sidder man som uskyldig læser, og vupti, så skriver forfatteren noget, som fik mig til at ligne maleriet ’Skriget’ af Edvard Munch. I disse passager måtte jeg faktisk tage hoved og øjne op fra bogen og læse igen, for at være sikker på, at jeg læste rigtigt; fed læseoplevelse.

5 ud af 6 stjerner

Veinø har skrevet en tankevækkende og yderst underfundig historie – jeg er fan. Bogen har det meste, som en krævende læser kan ønske sig. 

Jeg var underholdt fra start til slut. Veinø giver læseren stof til eftertanke og tvinger samtidig læseren til selv at tænke under selve læsningen. Personligt skulle jeg først overgive mig til denne bog og form for sprog, men det var uden tvivl det hele værd.

Det er altså en roman, hvor vores karakterer bliver klædt af, både inden i og udenpå. Super flot debut og derfor giver jeg romanen 5 ud af 6 stjerner – velfortjent.
 

Lignende artikler

Emilie Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024