HORSENS - Frivilligheden har længe været under pres, men nu er der hjælp at hente, når Folkeoplysningsrådet afholder workshop for lokale foreninger og organisationer under titlen Fremtidens Frivillighed.
Af Assia Zouaoui
Workshoppen er blevet til på foranledning af Folkeoplysningsrådet i Horsens, der vil give en konkret håndsrækning til foreninger og organisationer, som ønsker at tiltrække flere frivillige og aktive, oplyser Folkeoplysningsrådets formand, Assia Zouaoui.
Få glæder mange
”Foreningslivet er omdrejningspunktet for mange vigtige aktiviteter, og der ydes en kæmpestor, frivillig, ulønnet indsats, oftest af de få, men til gavn og glæde for mange. Vi kan desværre også se en tendens til, at foreningerne bliver mere og mere udfordrede på at tiltrække og fastholde frivillige. Det er en udfordring, vi fra Folkeoplysningsrådets side gerne vil hjælpe foreningerne med,” fortæller Assia Zouaoui om baggrunden for workshoppen.
Workshop fremtidens frivillighed
Workshoppen afholdes som et inspirationskursus ved ekstern oplægsholder, Marie Baad Holdt fra Ingerfair under hovedtemaerne Tendenser, Forskellige typer og generationer af frivillige og motivation, Tilpasning til fremtidens frivillighed foruden strategier til at tiltrække og fastholde nye frivillige.
Der udsendes invitation til foreninger og organisationer i hele kommunen, og Assia Zouaoui opfordrer repræsentanter fra alle typer foreninger til at tilmelde sig:
”Uden frivillige, intet foreningsliv,” fastslår Assia Zouaoui og peger på, at de enkelte foreninger på workshoppen får anvist værktøjer til at styrke deres foreningsarbejde med frivillighed.
Praktiske oplysninger
Workshoppen Fremtidens Frivillighed afholdes 8. april kl. 16.30-20 på VIA University College som et fyraftensmøde for lokale foreninger og organisationer. Deltagelse er gratis. Tilmelding påkrævet.
Tilmelding på https://www.dgi.dk/arrangementer/202410853316