KLUMME - Det var en anden tid i 1970’erne, da jeg voksede op i en forstad til Aarhus. Mange af mine kammerater havde fastnettelefon derhjemme – det havde vi ikke. Først i 1976 fik vi en telefon. Og savnede vi den? Tja, næppe. Der var altid naboens telefon, man kunne låne for et par mønter, eller telefonboksen nede ved busstoppestedet. En 25-øre i lommen var nok til at klare det meste.
Klumme af Jørn Kildall
I dag tager vi det for givet, at vi kan få fat i hinanden på et splitsekund. Men dengang krævede det både held og tålmodighed. Ikke mindst fordi folk jo kun var hjemme af og til. Hvis de havde en telefonsvarer – luksus, tænkte vi dengang – kunne man efterlade en besked. Men det var ofte nemmere bare at tage cyklen og køre hen for at banke på.
Mobilens indtog
Da vi ramte 80’erne og 90’erne, blev mobiltelefonen langsomt en mulighed for flere og flere. Først kom de store "mursten", men med tiden blev de mindre, mere overkommelige – og pludselig havde alle én. Det betød, at telefonbokse på hvert gadehjørne blev en saga blot. I dag kan mange ikke forestille sig livet uden deres mobil ved hånden. Nogle tager den endda med i seng, men det må være deres sag.
Nyt tempo – men til hvilken pris?
Jeg bemærker ofte, hvordan folk i dag kan blive nærmest fornærmede, hvis de ikke får et svar straks. "Har du set min besked?" eller "Hvorfor har du ikke svaret?" er blevet hverdagssætninger. Der er konstant forventninger om at være tilgængelig – som om vi alle er på overarbejde i et liv, der suser af sted.
Et lille oprør mod travlheden
Mine egne børn har lært mig noget vigtigt: Man behøver ikke være på hele tiden. Deres telefoner er på lydløs, og de reagerer kun, når det passer dem. I starten irriterede det mig, men jeg ser nu, hvor meget ro det giver. De har smartwatches, der vibrerer diskret, så de kan vælge, om de vil reagere med det samme eller lade det vente. Det er en helt ny måde at forholde sig til kommunikation på.
Ikke tilbage til fortiden – men måske lidt langsommere frem
Nej, jeg ønsker mig ikke tilbage til telefonboksens tid, men der er noget befriende ved tanken om at kunne give sig selv lidt luft. De fleste beskeder kan vente. Og måske skal vi alle blive bedre til at acceptere det. Det er trods alt ikke mange opkald, der er livsvigtige. Lad os huske på, at lidt tålmodighed aldrig har skadet nogen.
