Frivillighed er Jans drivkraft



Jan Koborg Olsen, Hovedgård.

I Hovedgård bor der en frivillig ildsjæl som er kendt af de fleste. Navnet er Jan Koborg Olsen som er nyvalgt til Horsens kommunalbestyrelse og som har været koordinator på byfesten i 20 år.

Tekst og fotos Jørn Kildall

Jan Koborg Olsen blev født 1967 på fødeklinikken i Torsted. Fem år senere flyttede han med familien til Hovedgård hvor han begyndte i skolen. Jans mor var hjemmegående og han kunne begynde i skolen et år før tiden.

- Vi flyttede ind i Fruens Have mens der stadig var grusvej og børnehaven var lige ved at blive bygget. Det var vildt for der var en kæmpe hal og svømmehal, alt var drevet af frivillighed og masser af samarbejde, begynder Jan sin fortælling.

Jan havde ti gode år i folkeskolen og brugte masser af timer i den lokale fodboldklub. Han blev i en ung alder hjælpetræner i badmintonafdelingen.

- Jeg tjente mine lommepenge ved at arbejde som bud i vores lokale vaskeri. Jeg kørte ud med vaskeripakker i hele området på min cykel og jeg hjalp BT-kiosken med at køre aviser ud. Men der var flere penge ved at køre ud med Jyllands Posten, når jeg stod tidligt op, siger han og slår et stort grin op.

Tøjsælger var spændende

Da tøjbutikken Svend E. kom til Hovedgård fik Jan job i butikken fredage og lørdage, og solgte herre- og drengetøj til byens børn og mænd.

- Jeg vidste at det var den vej jeg ville. Det kom ikke helt fra fremmede for min far er jo uddannet hos Hansen og Nissen i Horsens og var opkøber af metervarer. Her var jeg ofte med ham ude at køre i mine skoleferier og fik interessen ind ad denne vej. Jeg var ikke god i skolen, men her var noget som jeg var god til.

Jan Koborg Olsen er god til at tale med mennesker, og han vil gerne give dem han møder en god service og få dem til at føle sig godt tilpas – det har altid givet ham stor mening. Efter folkeskolen gik Jan på handelsskole og kom efterfølgende i lære hos Hansen og Nissen:

- Her lærte jeg at lytte til kundernes behov, ved at bruge øjne og ører som min læremester havde fortalt mig. Her lærte jeg at behandle folk ordentlig og mange møder man jo igen, så det var nogle vigtige læresætninger dengang og nu.

Dagligvarebranchen fyldte det meste

Jans videre karriere bragte ham ind i dagligvarebranchen og han var blandt andet ansat som afdelingschef i OBS i Herning og Horsens.

- Jeg begyndte som 21-årig som nonfood-chef hos Løvbjerg i Aarhus. Det var et stort ansvar at få… efterfølgende gik min vej ind i FDB, fortæller han og tænker tilbage.

Senere blev han salgskoordinator i FDB og var med at bygge de mange nye SuperBrugser op. En del arbejdet betød også at han underviste de Grønlandske Brugser og rejste en del til det store land. Efter 17 år i FDB/COOP gik Jans vej til undervisning på handelsskolen i Mommark.

- Det var nogle lange dage i det sønderjyske, hvor jeg havde ansvaret for undervisning på hovedforløbene på skolen. Der var en del rejseaktivitet mellem Hovedgård og Mommark. Jeg var på skolen i næsten tre år. Så blev jeg ansat til at lave virksomhedsrettet undervisning for brugserne på Grønland.

Undervisning fyldte mere og mere

En mand med Jans kompetencer var efterspurgt og næste arbejdsgiver var Vejle Tekniske skole, hvor han blev kursusansvarlig for deres AMU-kurser. Efter syv år i Vejle, skiftede Jan Koborg for alvor spor og begyndte at sælge digitale skilte som man kender dem ved indfaldsvejene til Horsens.

Efter dette jobskifte førte sporet igen tilbage til undervisningen og denne gang på FGU-uddannelserne.

- Jeg havde en lyst til at komme tilbage til undervisningen og arbejde med unge mennesker på 15-25 år, som ikke er gået den lige vej gennem livet. De kan være skoletrætte eller have skoleværing.

Jan arbejder i EGU-sporet og er med til at finde praktikpladser til de unge og ruste dem til de udfordringer man møder på en arbejdsplads og i livet. Her giver man også eleverne de relevante kurser de skal bruge for at ende med et fagprøvebevis.

- Det som er fedt, er når det lykkes og ser at de faktisk kan noget, det giver mig masser af motivation. Vi mangler de mennesker som kan skrue og sørge for at tingene fungerer. Vi ved at arbejdsgiverne er klar… smeden, mekanikeren og vvs’eren står alle og mangler medarbejdere.

Frivilligt arbejder fylder meget

Mens Jans søn var yngre brugte han sin fritid på Hovedgård Skoleorkester, klasserådet og som træner i badminton.

- Det har altid været vigtig for mig at vi har et lokalsamfund vi trives i. Hvor vi kan mødes og skabe aktiviteter for dem som bor her. Mange siger at vi mangler frivillige… det gør vi også, men det er vigtigt at vi får dem som interesserer sig for området og som tager de småopgaver som de gerne vil have. Alle skal ikke yde lige meget, men alle skal yde lidt – så fungerer et lokalsamfund, konstaterer Jan Koborg Olsen.

For Jan er det vigtigt at finde de mennesker som har tid til frivilligt arbejde og han er helt opmærksom på at livet kan bringe ændringer, så tiden ikke længere er til frivilligt arbejde – hvilket har hans største respekt.

Hovedgård Byfest fylder meget

Jan har været en stor del af Hovedgård Byfest i over 20 år og været koordinator de fleste af årene. Der har lige været afholdt byfest efter en ufrivillig corona-pause.

- Vi kan ikke lave en byfest, hvis vi ikke hjælpes ad! Vi har brug for opbakningen fra erhvervslivet, og vi har modtaget opbakning fra 65 af dem her i Hovedgård. Her kommer der omkring 50.000 kr. i byfestens kasse. Vi modtager også midler fra kommunens oplandspulje og i år fik vi 60.000 kr. i støtte. Det er mange penge vi modtager, men det betyder også at vi kan holde en byfest… en kulturfest over hele fem dage og vi rammer alle aldersgrupper.

Det er ikke meningen at byfesten skal give overskud, men al overskud går til byens ungdomsarbejde. Her får Hovedgård Borgerforening, Hovedgård Idrætsforening og Hovedgård Skoleorkester kontant glæde af overskuddet fra byfesten.

- Det er vigtigt at vi kommer godt rundt og når ud til så mange som muligt. Det er derfor vigtigt i byfestudvalget at vi kommer med nye tiltag hvert år. I år prøvede vi med to foredrag for at afprøve om det var noget. Vi havde også en lysfest for unge.

Det flytter mange nye familier til Hovedgård i disse år og Jan Koborg Olsen ser byfesten som en af de måder hvorpå byen kan række ud til de nye borgere og byde dem velkommen i byens fællesskab. Det glæder også Jan at se, at tre nytilflyttede har valgt at være deltagere i byfestudvalget.

- Vi har evalueret årets byfest i udvalget, og vi skal være skarpe på økonomien så det ikke går den forkerte vej. Vi ser også på hvor vi skal forbedre os. Det er gratis at komme på byfestpladsen og det er vigtigt at alle kan komme ind uden at betale entre. Vi tjener penge på salg af mad og drikkevarer.

Knap nok er Hovedgård Byfest overstået inden arrangørerne er i gang med planlægningen af næste års udgave som løber af stablen op til den første weekend i juni 2023.

Jan har ingen umiddelbare planer om at geare ned i sit arbejde med byfesten, på trods af at han også skal passe sit arbejde og har en karriere som byrådspolitiker ved siden af.

- Jeg kommer ikke til at slippe arbejdet med byfesten lige med det samme, men jeg vil arbejde på at få uddelegeret flere opgaver så jeg ikke skal lave så meget som nu. På den anden side skal der også være et samlet overblik, som koordinatorrollen har. Så længe jeg synes det er sjovt at lave så fortsætter jeg gerne 20 år mere, siger han med et stort smil.

Hvorfor gå ind i politik?

For Jan Koborg Olsen var det nemt at vælge at gå ind i lokalpolitik. Han kerer sig meget om lokalområdet, kommunen og Horsens som han synes er en fantastisk kulturby. Han blev valgt ind i Horsens kommunalbestyrelsen ved kommunalvalget i 2021 for Socialdemokratiet.

- Da jeg var i lære i 1986, var der ikke meget kultur over Horsens. Det var en helt anden tid. Vi har været vidne til en fantastisk udvikling i Horsens og vores lokalområde siden jeg gik ud af skolen. En ting jeg arbejder for, er genåbningen af Hovedgård station. Jeg kan huske at jeg hentede min mormor på stationen i 1975… jeg kan huske at toget stoppede i Hovedgård. Jeg har selv stået på toget i Hovedgård og kørt til Odense.

For Jan er det vigtigt at finde ud af hvordan man påvirker de processer som gør at der igen bliver togstop i Hovedgård. Han ved at det ikke er et nemt arbejde, men synes det er spændende at give sig i kast med.

- Hovedgård Lokalråd har gjort den kæmpe indsats i arbejdet med at få toget til at stoppe og det er slet ikke slut endnu, konstaterer han.

Modernisering af Anlægget

Jan ser store muligheder i at få renoveret og moderniseret ”Anlægget” hvor blandt andet Hovedgård Byfest afholdes, så det kan blive byens samlingssted. Det er også et arbejde som lokalrådet kan tage fat i.

- Der er masser af idéer og forslag til hvad vi kan gøre og mange ønsker til Anlægget. En friluftsscene, et handicaptoilet og andre gode ønsker. Vi har et godt sted i Anlægget og hvad kan vi gøre så det kan bruges endnu mere – året rundt? Vi har rammerne og vi ved at Horsens kommune bakker op i flere af de øvrige byer, så det skal nok blive til noget.

Når talen falder på lokalsamfund, understreger Jan Koborg, at det ikke bare Hovedgård men også byerne omkring: Gangsted, Søvind, Åes, Tvingstrup, Grumstrup, Kattrup, som falder ind under denne betegnelse.

Jan er næstformand i udvalget for bæredygtighed, natur og klima og havde aldrig forestillet sig at skulle stå over for så store udfordringer.

- Der sker meget i vores natur og miljø, som vi må tage meget alvorligt. Vi skal gentænke vores transport, spisevaner, hvordan vi behandler grundvand, naturen og vores landbrugsjorder. Det er et kæmpe område at arbejde med. Vi skal hver især gøre hvad vi kan og lade være med at give andre skylden.

Et svært efterår

Jan har gennem 50 år set hvordan Hovedgård og hele det område som Horsens kommune dækker har udviklet sig voldsomt. Den øgede tilflytning til kommunen stiller store krav til infrastrukturen som nye veje, trafikforbedringer, daginstitutioner, skoler og plejecentre.
- Vi skal til budgetforhandlinger i efteråret og det ser svært ud, for vi skal spare mange penge. Det er vores opgave som folkevalgte politikere at få enderne til at nå sammen. Det betyder også der kan komme nogle konsekvenser på områder hvor vi ikke ønsker det.

Jan har prøvet mange ting i sit liv, men at komme ind i politik er en helt anden måde at arbejde på. Så der er masser af nyt, at lære for ham i denne valgperiode.

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024