HORSENS - Birthe kan opleve stress og have brug for nogen at tale med omkring familiære bekymringer.
Af Horsens Kommune
Hun har tidligere haft bostøtte og har derfor overvejet om hun skulle ansøge om denne form for støtte igen i kommunen.
Så kom hun i kontakt med Din Indgang, som er Horsens Kommunes tilbud for voksne med social eller psykisk sårbarhed.
Vigtigt med nye fællesskaber
Her blev hun tilbudt en uforpligtende samtale som havde til formål at udforske hendes muligheder. I samtalen blev der sat lys på vigtigheden i at Birthe finder nye fællesskaber. Hun bliver informeret om mulighederne for at deltage i fællesskaber på aktivitetscentre.
Hun bliver også sat i kontakt med en pårørendekonsulent i kommunen.
Birthe fortæller, at samtalen satte gang i noget godt hos hende.
Hun fik gode redskaber hos pårørendekonsulenten som hjalp hende til at ryste bekymringer af sig. Hun er også startet på et kursus i Din Indgang som netop arbejder videre med at minimere bekymringstid.
Mere tid til børnebørnene
Birthe har besluttet at opsige sit job for at blive mere uafhængig og skabe mere tid til fx samvær med børnebørn. Hun har også meldt sig til kurser og udflugter på aktivitetscentret. Hun har netop været med på en tur til Tyskland kun for fællesskabets skyld. Hun fortæller, at når hun har en træls dag, så kan hun blive rummet i fællesskabet - en gråvejrsdag kan nu blive til en solskinsdag.
Birthe fortæller: ”Vi ved ikke altid hvad vi har brug for. Vi ved ikke hvad der er godt for os før vi har prøvet det. Jeg fik et skub som satte gang i en livsændring
Hvis Birthe skal give andre et godt råd, skulle det være: Prøv det – tag imod det.
Kunne du også tænke dig at udforske dine muligheder for at skabe en forandring, så mød op i Din Indgang Holmboes Alle 2a, eller ring tlf. 76 29 45 02.
Som noget nyt kan du nu også besøge Din Indgang i Hovedgård og Brædstrup.
- Hovedgård fredag kl. 10-12 på biblioteket
- Brædstrup torsdag kl. 10-12 på biblioteket