ØSTBIRK - Lørdag den 1. juni fejrede Østbirk Idrætsforening 90-års fødselsdag og vejrguderne var i grad med den lokale forening hvilket gjorde at arrangementet dagen igennem var meget velbesøgt.
Af Jens Glavind
Dagen startede med gratis rundstykker til morgenmaden efterfulgt af gratis banko. Det strålende sommervejr gjorde streetfodboldturneringen til et tilløbsstykke, of flere hundrede borgere var mødt op på idrætspladsen for at heppe på deres lokale helte.
Det blev Rosengade/Strungesvej der sejrede i finalen, og holdet kunne senere lade sig præsentere på terrassen foran hallen, hvor holdet modtog deres velfortjente hyldest.
Hit Med Mer hittede
Der var ikke kun gadefodbold på programmet. Mange benyttede sig også jubilæumsdagen til at prøve tennis, petanque og kroket/krolf.
Arrangørerne havde lagt op til en aftenfest i Østbirk Hallen, men festen måtte aflyses grundet manglende tilmeldinger. Jubilæumsgæsterne blev dog ikke snydt for det der skulle have været aftenens højdepunkt, nemlig live-underholdning med det lokale band ”Hit MED MER”. Bent Købmand og hans populære band indtog i stedet scenen foran Østbirk Hallen, hvor det blev til flere timers livemusik til stor begejstring for de jubilæumsgæster der var blevet hængende efter udfoldelserne tidligere på dagen.
90-års jubilæum eller?
Jubilæumsdagen sluttede kl.20.00 hvor mange glade og feststemte borgere kunne gå hjem med en dejlig oplevelse efter et særdeles vellykket jubilæumsarrangement. Flere af gæsterne spurgte nærmest i spøg om det nu var rigtigt at foreningen havde 90-års jubilæum, og hentydede til den gamle historie med Tante Møghe fra Matador der fik fejret hendes 100-års fødselsdag selvom hun kun fyldte 90 år.
Østbirk Idrætsforening blev stiftet den 5. juni 1934 i en grøftekant lidt udenfor Østbirk så derfor er der ikke noget at tage fejl af, men vist er det, at der allerede i 1928 eksisterede en forening med samme navn.
Lidt nostalgi – tilbageblik til 1974
Af naturlige årsager var der ikke nogen af dem der var til at stifte ØIF til stede under jubilæumsfestlighederne, men flere efterkommere kunne observeres på pladsen.
John Maler Hansen, hvis far Hugo Hansen var med til at stifte ØIF i 1934 var til stede, og han fortalte om hvordan ØIF blev stiftet i en grøftekant lidt udenfor byen omkring der hvor Østvej ligger i dag. Også Mathias Stougaard blev spottet blandt deltagerne. Mathias oldefar, redaktør og boghandler Peder Stougaard solgte medlemskort til Østbirk Idrætsforening i 1928 og også morfaderen Preben Stougaard og onklen Peder Stougaard var med til at præge foreningen gennem mange år.
Ved 40-års jubilæet var der arrangeret en sportsuge hvor fodbolden prægede billedet. Den daværende leder af fodboldafdelingen Preben Stougaard havde arrangeret en oldboys kamp mellem HFS og Vejle hvor sidstnævnte havde flere tidligere landsholdsspillere på holdet. Jubilæumsreceptionen i 1974 blev også holdt den 1. juni med et efterfølgende stort jubilæumsbal på Østbirk Hotel.
Som opvarmning til jubilæumsballet var der kl. 16.00 ”årets kamp” hvor ØIF-serie 3 spillede mod Superholdet. John Maler Hansen vogtede målet for ØIF og på superholdet var der en stjernerække af tidligere Østbirkspillere, bl.a. Niels Chr. Simonsen, Tom Bording, Leif Nielsen og ikke mindst Arne Juhl Nielsen der vel nok er den af de bedste fodboldspillere Østbirk nogensinde har opfostret
Velfungerende forening
Østbirk Idrætsforening er en yderst velfungerende forening i stadig udvikling. Foreningens succes beror på frivillighed og mange frivillige hjælpere. Det er foreningens dna, og ØIF går en fremtid i møde i bevidstheden om, at der er rigtig mange der støtter og bruger foreningen.
Redaktionen ønsker ØIF et stort tillykke med jubilæet.