(privatfoto)
Fastelavn er én af de helt store begivenheder i Søvind og omegn med soldater og tøndeslagning og med meget andet.
Alt dette er blevet aflyst i år til stor ærgrelse for mange. Men vi i kirken vil gerne åbne op (bogstavelig talt) for en alternativ fastelavn i år.
Fra sognepræst Troels Kirk Bering lyder det:
- Det er træls og jeg selvfølgelig er møgærgrelig over, at vi ikke kan holde fastelavn som vi plejer.
Kæmpe fastelavnsris
Imens du læser dette her, er graver Lisbeth i gang med at opstøve et kæmpe fastelavnsris, som vi stiller op inde i Søvind kirke fra fredag 12. februar.
Det vi beder jer om er: lav noget fastelavnsrispynt, tag dit bedste fastelavnskostume på, og tag i kirke, når det passer jer. I kirken hænger du pynten på riset og tager et billede af dig selv i fastelavnskostume og uploader det til kirkens Facebook-side.
Vi kårer bedste udklædning søndag eftermiddag, og deler præmier ud. Der uddeles præmier i følgende kategorier:
- 0-6 år
- 7-9 år
- 10-12 år
- 13+ år
Husk at skrive alder på billedet.
Kirken vil være åben fra kl. 9-17 fredag, 9-17 lørdag og 9-12 søndag. Grundet Corona restriktioner, må der kun være én familie i kirken ad gangen.
- Vi glæder os til at holde fastelavn med jer alle sammen igen til næste år, hvor vi igen kan mødes. Og til næste års fastelavn er vi så heldige at få besøg af Bakkens Pjerrot, der både vil tale i kirken og trylle i forsamlingshuset, afslutter Troels Kirk Bering.