Kim Bach Hansen, formand for lokalrådet i Brædstrup
Lidt uden for Brædstrup i skøn natur møder vi Kim Bach Hansen som har bygget et flot bjælkehus. Han og konen mangler stadig en del i ”haven”, men det bliver godt når det er færdigt.
Af Jørn Kildall
Kim Bach Hansen er kendt i Brædstrup som formand for Brædstrup Lokalråd og som kandidat til byrådsvalget i november.
Kim kommer oprindeligt fra Aalborg, men har boet i Horsens det meste af sit liv. For tre år siden købte Kim og hans Thailandske kone Busaya et gammelt hus fra 1800-tallet på Stidsmøllevej.
- Vi købte et gammelt hus som vi ville istandsætte og vi var også kommet langt. Men i nytåret 2019-20 var der indbrud i huset og her satte tyvene ild i juletræet som var knastørt. Det betød at- huset blev ødelagt af røg og sod, fortæller Kim.
Parret valgte at rive huset ned og bygge et nyt, de kunne holde omkostningerne nede ved at lave en del arbejdet selv. Kim håber på at de bliver hurtigt færdige med de sidste opgaver, men han ved realistisk at de nok skal regne med at det tager et år mere inden de er færdige.
Formand i Brædstrup Lokalråd
Kim Bach Hansen er formand for Brædstrup Lokalråd og det var aldrig hans hensigt at han skulle være det, men forskellige omstændigheder gjorde at Kim i dag kan kalde sig lokalrådsformand:
- Jeg hørte fra flere sider i lokalområdet at der var ønsker om bl.a. hvorfor vi ikke havde en skaterbane. Så jeg skrev ud og spurgte hvilke ønsker der var og det væltede ind med forslag.
Kim blev efterfølgende kontaktet af lokalrådet i Brædstrup som syntes at det var en god idé, men denne opgave var noget de normalt tog sig af og Kim blev valgt ind i Lokalrådet.
- Ved konstitueringen af bestyrelsen, kiggede de andre på mig og spurgte om formandsposten ikke var noget for mig? Det kom bag på mig og jeg anede intet om hvilke tråde jeg skulle trække i… men der er heldigvis fuld opbakning fra resten af bestyrelsen som bakker mig op.
Miljø og biodiversitet i egen baghave
Kim har lavet et hegn af fældede træer, grene og buske som ligger bag huset. Kim har allerede bemærket at fugle- og dyrelivet er i stigning og så slipper han for at køre haveaffaldet bort.
Han er en stor fortaler for det grønne og klima, men det skal udføres med sund fornuft. Han så gerne at man kunne anvende tagene på store erhvervsbygninger til solceller.
- Hvis vi kunne bruge tagarealer på over 3000 m2 til etablere solceller på, så kunne en virksomhed som DSV producere strøm nok til at dække hele Lund. Eller hvad med solceller på højhusenes tage i Horsens? Så kunne vi undgå at plastre marker og grønne områder til med solcellepaneler, konstaterer Kim Bach Hansen.
Kim så gerne at man ved alle kommende, større byggerier, kunne tænke vedvarende energi-høst ind fra begyndelsen, så bygninger kunne producere strøm til eget forbrug og lade overskudsstrømmen komme samfundet til gode.
Vi skal røre os mere
Ovenpå Corona-pandemien er mange blevet for tunge og inaktive. Kim vil meget gerne havde sundhed og bevægelse ind i hverdagen og har ligesom alle andre set, at paddle tennis er voldsomt populært og Brædstrup vil også meget gerne have en bane eller to til sporten.
- Mange forældre er en smule trætte af at skulle transportere deres børn til Horsens for at spille et par timer. Det ville være nemmere hvis vi havde faciliteterne her i byen.
Der er også et stort ønske i lokalområdet om at der bliver etableret en skaterbane og en mountainbike-bane.
- Det er noget vi vil arbejde videre med og når vi taler trivsel og mangel på motion efter Corona, så er dette noget vi skal hurtigt i gang med.
Ældreboliger og kommunalvalg
I takt med at befolkningen bliver ældre flytter mange fra deres hjem gennem mange år til mindre huse eller lejligheder, ofte langt væk fra hvor de har haft en tilværelsen gennem et langt liv.
- Vi har talt med Horsens kommune om ældreboliger i området. Mange ønsker at blive i området når de ikke længere kan passe en gård eller stort hus. De ønsker at flytte tættere på Brædstrup, ind til indkøbsmulighederne. Men boligerne skal være til at betale for de ældre.
Kim har stillet sit kandidatur til rådighed til kommunalvalget 2021 og stiller op for Dansk Folkeparti. Det er første gang han prøver det, selvom flere forskellige partier har spurgt ham de sidste 10-15 år om han ikke ville være kandidat.
- Har afvist det hver gang, men jeg haft en filosofi om, at når jeg bliver 50 så vil jeg gerne dele ud af den viden jeg har samlet op hele livet.
Jeg kommer ikke op at hænge
En ting som man ikke kommer til at se Kim lave, er at kravle rundt i lygtepælene og sætte valgplakater op, som han mener er gammeldags.
- Jeg vil selv styre min valgkampagne og køber selv de materialer som skal bruge, og jeg mener at hvis man vil noget for miljøet så skal man holde sig fra valgplakaterne. De hænger i lygtepælene i tre uger og så bliver de smidt væk, plus at man bruger masser af benzin for at køre rundt og hænge dem op.
Kim mener at kommunalpolitik er lokalpolitik, og at han vil samarbejde med dem som vil det sammen som ham.
- Her ude på landet er det vigtigere at kunne cykle sikkert mellem Grædstrup og Brædstrup. Det er de fleste enige om, uanset partifarven – det fleste af os vil jo det sammen, slutter han af.