Klimavenligt indpakningspapir hjælper udsatte familier i Danmark



Overskuddet fra indpakningsstoffet går til Blå Kors Danmarks Familienetværk, som hjælper udsatte familier i Danmark. En af dem er Nina Worm fra Aarhus. Foto: Jens Peter Engedal.

I Blå Kors Danmarks genbrugsbutik i Horsens kan man nu købe gaveindpakningsstof, der er syet om og klar til at bruge som klimavenligt indpakningspapir. Overskuddet fra salget går til udsatte familier i Danmark.

Af Blå Kors Danmark

Er du også træt af at smide indpakningspapiret ud?

I mange danske hjem bliver der hver jul smidt flere affaldssække fyldt af indpakningspapir ud i skraldespanden. Men hvis man er klar på at tænke lidt anderledes, tilbyder Blå Kors Danmarks genbrugsbutikker nu et mere miljøvenligt alternativ, der samtidig støtter et godt formål.

I Blå Kors' genbrugsbutik i Horsens og andre udvalgte butikker rundt i landet kan man købe genbrugsstof, der er syet om og gjort klar til flot indpakningspapir, som kan bruges igen og igen.

"Der er allerede flere og flere, der pakker deres gaver ind i stof. Den miljøvenlige tendens vil vi gerne støtte op om, derfor sælger vi nu gaveindpakningsstof, som kan bruges til indpakning igen og igen. Det giver gaverne et mere personligt præg, og samtidig er man med til at støtte udsatte familier i Danmark og mindske forbruget af indpakningspapir - jeg tror, vi er mange, der godt kan få en lidt dårlig smag i munden, når vi smider alt det papir ud juleaften," fortæller Anders Christensen, der er chef for Blå Kors Genbrug.

Gaveindpakningsstoffet er syet af den socialøkonomiske virksomhed Social Craft med støtte fra virksomheden M+, der begge holder til i Horsens.

"Vi modtager store mængder af brugte tekstiler som duge, gardiner og stof i vores butikker. I den socialøkonomiske virksomhed Social Craft, som ansætter mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, sys stoffet om, hvor de ansatte aflønnes ved, at virksomheden M+ betaler for arbejdet og donerer den færdige vare til salg i vores genbrugsbutikker. Så når du køber et sæt gaveindpakningsstof, støtter du både miljøet, en inkluderende arbejdsplads og udsatte familier i Danmark," siger Anders Christensen.

Alt overskuddet går til Blå Kors Danmarks Familienetværk, som hjælper udsatte familier i Danmark

Gaveindpakningsstoffet kan købes i de fleste af Blå Kors' genbrugsbutikker. Overskuddet fra salget går til Blå Kors Danmarks Familienetværk, der hjælper udsatte familier i Danmark. Foto: Blå Kors

Familienetværket hjælper familier

Sammen med lokale kirker rundt i hele landet driver Blå Kors Danmark 26 Familienetværk. Fælles for Familienetværkene er, at de tilbyder socialt samvær og gratis aktiviteter og fællesspisning for udsatte familier, der har brug for et frirum i hverdagen.

En af dem er Nina Worm, der bor alene med datteren Silja i Aarhus. De kommer i et familienetværket i Aarhus Vest.

”Jeg har fået rigtig meget hjælp i Familienetværket. Der har været svære perioder, hvor de har tilbudt mig psykologsamtaler, og jeg har fået hjælp til madindkøb og vintertøj til min datter. Vi ville virkelig ikke kunne undvære det. Man ved, når det brænder på, at der er nogen til at gribe ind. Det er meget rart, når man ikke har et netværk,” siger Nina Worm.

I 2020 var Familienetværkene i kontakt med 2.105 børn og voksne, og alene i 2021 er der kommet en håndfuld nye netværk til og endnu flere er på vej.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden familienetværket. Det har ændret mit liv rigtig meget. Fra at jeg har følt mig meget alene og misforstået til, at man kommer herop og folk står med åbne arme og vil hjælpe en med det, man har brug for. Det har jeg ikke oplevet før,” siger Nina Worm.

Kan også købes på nettet

Genbrugsindpakningsstoffet koster 29 kroner og kan indtil videre købes i 13 af Blå Kors Danmarks genbrugsbutikker og kan også købes i Blå Kors' genbrugswebshop Lidtsmartere.dk.

Indpakningsstoffet vil med tiden komme ud i endnu flere butikker.
"Hvis man vil være sikker på, at det findes i ens lokale genbrugsbutik, kan man tjekke butikkens facebookside eller evt. ringe til butikken," foreslår Anders Christensen.

Blå Kors

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024