Jeg har fået fortalt om en dame, der strikkede tæpper til alle i familien. En sødeste ældre dame, der i julegave strikkede tæpper til familiemedlemmer. Det var hendes måde at fortælle dem på, at hun holdt af dem. Hendes måde at fortælle dem på, at hun var glad for dem.
Af Lone Buhl Pedersen
Et tæppe, det kan man varme sig under. Et tæppe – det hygger og glæder. Et tæppe kan man pakke sig ind i og her finde varme. Et tæppe - her kan man invitere andre ind under – man kan godt være flere under et tæppe. Et tæppe er en skøn ting, der kan beskytte en imod kulden.
Digtet om et kærligt tæppe
Der er et digt om, at Gud også har lavet et skønt stort kærligt tæppe til os alle. Et tæppe til hver af os – et tæppe til livet men også til døden. (Digtet er skrevet af Peter Fischer-Nielsen)
Det begynder i mørket – livmodermørket – her bliver du til i en boble af håb, mens Gud af sin overflodskærlighed strikker et livstæppe klar til din fødsel og dåb.
Du skal vokse i mørket – frøkornets mørke – i vækstjord, hvor livet får fæstning og form. Lad rødderne strække sig nysgerrigt og sultent, mens tæppet fra Gud er dit læhegn i storm.
Du må hvile i mørket – nattens mørke, når verden omkring dig er gået til ro. Kryb ind under tæppets højloftede himmel og råb dine bønner i tvivl og i tro.
Du skal være i mørket – menneskers mørke som den, der tør komme med omsorg og trøst. Hvis ordene mangler og afmagten raser, tryk stille dit tæppe mod naboens bryst.
Du skal lægges i mørket – Kirkegårdsmørket, når hjertet har banket sit dybeste slag. Se tæppet er langt nok til altid at dække din krop fra din tå til din yderste dag.
Du skal vågne fra mørket – døds søvnens mørke og mærke den nyfødtes glæde i dag. Din Gud løfter tæppet og rækker dig hånden og siger: Stå op og vær hjemme hos mig.
