Tag familien under armen, og få en god oplevelse– helt gratis. Søndag den 15. august åbner majslabyrinten på Hattingvej i Horsens. For 11. år i træk byder Østjysk Landboforening inden for mellem de 2,5 meter høje planter, hvor alle er velkomne til at gå på opdagelse og lede efter bogstaver. Hvis bogstaverne sættes rigtigt sammen, danner de et ord, og du kan deltage i konkurrencen om et gavekort til Uldum Mølle.
- Vi oplever hvert år, at rigtig mange lægger vejen forbi majslabyrinten på marken over for
Bygholm Landbrugsskole. Det er vi glade for. Med majslabyrinten giver vi børnefamilier, børnehavebørn og andre interesserede en god oplevelse, mens planterne vokser og bliver modne til høst. Det er vigtigt for os at holde døren åben til dansk landbrug, og jeg håber, at rigtig mange igen i år vil benytte muligheden og tage sig en tur mellem de høje planter, siger næstformand i Østjysk Landboforening, Peter Mortensen.
Majslabyrinten er åben indtil oktober, hvor planterne høstes. De skal bruges til dyrefoder.