Martinsen fusionerer med Elley Revision: Styrker det lokale fodfæste i Midtjylland



Fra venstre Lene Brødsgaard, Kathrine Stenz, Anders Olesen, Claus Elley og Inger Kristensen.

ØSTBIRK - Fra den 1. september 2024 bliver Elley Revision en del af Martinsen Rådgivning & Revision. Målet er at styrke kompetencerne og få endnu bedre greb om det midtjyske marked. Men det vigtigste er, at kunderne stadig møder de samme velkendte ansigter og får den samme gode service.

Af Jørn Kildall

Der er efterhånden mange krav til revisorer – alt fra specialviden til kvalitetssikring og compliance tager tid. Og det betyder, at tiden til at hjælpe kunderne direkte ofte bliver klemt lidt. Derfor har Elley Revision i Østbirk valgt at fusionere med Martinsen Rådgivning & Revision, der allerede er godt forankret i Midtjylland.

– Der er ingen tvivl om, at vi stod over for et generationsskifte, og så handler det om at finde den rigtige partner, siger Claus Elley, registreret revisor og partner i Elley Revision. Sammen med de andre partnere, Inger Kristensen og Kathrine Stenz, har han haft et ønske om at sikre, at deres medarbejdere fortsat har trygge rammer og gode fremtidsudsigter i Martinsen, der deler Elley Revisions værdier.

Fokus på medarbejderne og kunderne

Martinsen står også med udfordringer, som mange i branchen nok kan nikke genkendende til: Det er ikke altid nemt at finde kvalificeret arbejdskraft. Mange revisorer søger over i andre brancher, og det gør det svært at følge med. Derfor glæder Lene Brødsgaard, partner og statsautoriseret revisor hos Martinsen, sig over tilføjelsen af stærke medarbejdere fra Elley Revision.

– Vi får tilført nogle dygtige folk, og det betyder, at vi kan fortsætte med at betjene kunderne i nærområdet på samme høje niveau, siger Lene Brødsgaard.

Brædstrup som nyt samlingspunkt

Fra september næste år flytter både Elley Revision og Martinsen sammen på en ny adresse i Brædstrup, hvor et helt nybygget kontorfællesskab skal samle de nuværende kontorer fra både Østbirk og Tørring. Det betyder, at kunderne stadig vil kunne møde de samme folk, som de har tillid til, bare på en ny fælles adresse.

– Vi ser frem til at samle kontorerne og sikre en fortsat god lokal tilstedeværelse i området, fortæller Lene Brødsgaard. Hun tilføjer, at Anders Olesen, statsautoriseret revisor og lokal fra Brædstrup, vil spille en vigtig rolle i at skabe forbindelse mellem virksomheden og lokalsamfundet.

En stærk fremtid sammen

For Martinsen er det vigtigt at udvikle sig sammen med kunderne, og fusionen med Elley Revision ser de som en styrkelse af deres position i Midtjylland. Claus Elley er enig:

– Det har været essentielt for os at sikre, at både vores medarbejdere og kunder fortsat kan føle sig hjemme i de nye rammer. Det skal være den samme høje kvalitet og service, folk er vant til, afslutter han.
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024