Modstandskampen i Horsens og opland – Foredrag om frihedskæmperne



GEDVED - I 2025 er det 85 år siden, Danmark blev besat af tyske tropper, og 80 år siden befrielsen. I den anledning arrangerer Egnshistorisk Forening i den tidligere Gedved Kommune et foredrag om modstandskampen i Horsens og opland.

Af Jørn Kildall

Onsdag den 9. april kl. 19 inviteres publikum til en aften, hvor den tyske besættelsesmagt møder modstand – fortalt gennem historien om frihedskæmpere i Horsens og opland. Foredragsholder Allan Skou Larsen, kulturhistorisk formidler ved Museum Horsens, dykker ned i de dramatiske begivenheder, hvor modstandsfolk satte livet på spil for friheden.

Fra illegale blade til sabotageaktioner

Tilværelsen ændrede sig brat for de få, der næsten fra dag ét besluttede at kæmpe imod besættelsesmagten. I begyndelsen handlede modstanden om at informere og oplyse via illegale blade. Senere blev det til langt farligere sabotageaktioner. I foredraget fortælles, hvordan modstanden udviklede sig, og hvordan Horsensianerne efterhånden vendte sig mod den tyske besættelsesmagt – på bekostning af modstandskæmpernes store personlige ofre.

Frihedskæmpere fra Horsens og opland

Foredraget tager udgangspunkt i journalist og forfatter Christian Rimestads omfattende firebindsværk om besættelsen. Her gives et samlet overblik over tyskernes færden i Horsens og deres mål i området.

Blandt de modstandsfolk, der vil blive fortalt om, er Lykkeberg-familien, FDF’s Natuglerne, "Ørnen" – læge Ove Høegh-Guldberg fra Gedved – samt Verner Høj Nielsen, Peer Borup, Frits Nielsen, Jørgen Kieler, David Vang Jensen og Georg Walther Andersen.
 

Anholdelser, stikkere og sabotage

Historierne spænder vidt – fra anholdelser foretaget af dansk politi og afsløringer af stikkere til livsfarlige sabotageaktioner, hvor der blev lagt brandbomber i brunkulsbunker. Publikum vil få et unikt indblik i, hvordan den lokale modstand tog form, og hvilke risici frihedskæmperne stod over for.

Besættelsestiden set med lokale briller

Foredraget sætter de store begivenheder fra besættelsestiden i et lokalt perspektiv. Kommunistloven i 1941, Christmas Møllers brud med samarbejdspolitikken i 1942, dannelsen af nye modstandsgrupper i Horsens fra 1943, den spektakulære flugt fra Horsens Statsfængsel i 1944 og hjemkomsten fra forskellige koncentrationslejre med De Hvide Busser i 1945 vil blive belyst.

Da foredraget afholdes i Gedved, vil særlige lokale hændelser herfra også blive inddraget.
 

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025