Jes Svenninggaard, er ny direktør for velfærds- og sundhedsområdet i Horsens Kommune.
Det bliver den 38-årige Jes Svenninggaard, der afløser Karin Holland som direktør for velfærds- og sundhedsområdet i Horsens Kommune.
Det besluttede et enigt Horsens Byråd på byrådsmødet mandag aften.
Jes Svenninggaard kommer fra en stilling som handicap- og psykiatrichef i Favrskov Kommune, hvor han har været siden maj 2016. Inden da var han fem år i Silkeborg Kommune - blandt andet i tre år som leder af voksenhandicap-området.
Han er uddannet Cand.scient.pol. ved Aarhus Universitet i 2009 og tog fra 2012 til 2014 en master i Business Administration (MBA) på Aarhus Universitet.
Nu rykker Jes Svenninggaard så til Horsens for at blive direktør for Velfærd og Sundhed - et område, hvor det først og fremmest handler om at levere bedst mulig service og velfærd til kommunens ældre medborgere, borgere med handicap eller psykisk sygdom, samt socialt udsatte i alle aldre.
- Det er en utrolig spændende og udfordrende opgave, der venter mig. Der er fra alle sider et positivt fokus på netop velfærd og service på dette vigtige område - fra politikere, borgere og pårørende og fra medierne. Det er et område, som fylder utrolig meget i mange menneskers liv, og jeg glæder mig til at kaste mig over de mangeartede opgaver og ambitiøse målsætninger som Horsens Kommune har for området, siger Jes Svenninggaard.
Han tilføjer, at han også ser frem til at blive en del af og bidrage til det fantastiske samarbejde, der eksisterer mellem erhvervslivet, organisationer og foreninger, de frivillige og kommunen.
- Det er Horsens Kommune kendt for, og det er en af mine ambitioner at fastholde det. Jeg glæder mig i det hele taget til at bidrage til at løse den fælles velfærdsopgave i Horsens på tværs af områder og sektorer sammen med chefgruppen, ledere og medarbejdere i Velfærd og Sundhed, siger Jes Svenninggaard.
Den nye direktør bliver også en del af Horsens Kommunes direktion, som består af kommunaldirektør Peter Sinding, direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked, Tanja Nyborg, og direktør for Plan og Miljø, Charlotte Lyrskov.
Jes Svenninggaard er bosiddende med sin familie i Silkeborg og tiltræder sit nye job den 1. maj.