Endelave Havn. Foto: Destination Kystlandet.
Ny fælles indsats skal lokke mange flere danske- og udenlandske gæstesejlere til bl.a. Endelave og Horsens i Det Østjyske Øhav.
Af Destination Kystlandet
Den første grundsten til Det Østjyske Øhav blev lagt gennem projektet "Verdens Mindste Krydstogt", som fik god national og international interesse. Det er den, det nye havnenetværk nu vil bygge videre på i indsatsen for at tiltrække turister og gæster, særligt uden for højsæsonen - og både fra vand- og landsiden - til områdets lystbådehavne.
Havnenetværket består af lystbådehavne i Samsø, Odder, Horsens og Hedensted kommuner samt de to destinationsselskaber, Destination Kystlandet og VisitSamsø.
- Formålet med havnenetværket er at få flere gæster til området og få en mere jævn fordeling af gæster, så lavsæsonerne styrkes. Dette skal ske ved at styrke samarbejdet imellem havnene i Destination Kystlandet samt på Samsø, så havnene gennem videndeling kan lære af hinanden og sammen løfte det fælles niveau - men også samarbejde om at skabe en fælles fortælling om Det Østjyske Øhav, fortæller direktør ved Destination Kystlandet, Helle Berthold Rosenberg.
Jørgen holm Pedersen, der er havnemester på Endelave, er først og fremmest positiv overfor udsigten til, at et samarbejde i netværket kan lede til flere sejlende gæster til øhavet - men der er ifølge ham også yderligere fordele.
- Os der drifter havnene, kan godt mangle nogle at sparre med i hverdagen. Netværket vil derfor skabe gode rammer for, at vi kan udveksle erfaringer på tværs - og i takt med, at vi internt lærer hinanden bedre at kende, så tror jeg også på, at vi som sejlerdestination kommer til at stå stærkere, udtaler Jørgen.
Fælles branding og markedsføring af Det Østjyske Øhav
VisitSamsøs turistchef, Jacque Rahr, var med til netværkets første møde og mener, at et samarbejde omkring en fælles destinationsbranding, målrettet danske og udenlandske gæster, er helt oplagt.
- Samsø er en attraktiv lystsejlerdestination med årligt over 35.000 gæstesejlere, og øens fire lystbådehavne tilbyder hver især noget helt særligt. Vores sejlere kommer fra hele Danmark, fra Tyskland, Norge og endnu længere væk. Dem vil vi gerne inspirere til at udforske resten af Det Østjyske Øhav, ligesom vi på Samsø gerne vil have besøg af de sejlere, der har for vane at lægge til i Juelsminde, Snaptun, på Tunø eller en helt fjerde havn. Til sammen har vi i Det Østjyske Øhav en stor variation i lystbådehavne og omkringliggende attraktioner og faciliteter, og til sammen kan vi byde på et særdeles interessant sejlerfarvand. Målsætningen er, at Det Østjyske Øhav bliver kendt for og synonym med gode sejleroplevelser, hvor der aldrig er lang til den næste spændende havn, siger Jacques.
Havnenetværket planlægger at mødes to gange årligt med fremtidig deltagelse af en repræsentant fra brancheforeningen FLID - Foreningen af Lystbådehavne i Danmark.