I sidste uge startede gravearbejdet i forbindelse med udvidelse af varmeværkets forsyningsområde med Præstemarken, Højageren, Granhøjen og Raagaardsvænget, hvor potentielt 115 gas- eller oliefyrede husstande kan blive tilsluttet fjernvarmen.
Tilslutningen til projektet har været stor, idet 90 % af husstandene på nuværende tidspunkt har tegnet kontrakt med varmeværket. Der er selvfølgelig også mulighed for at husstande med el-opvarmning kan blive tilsluttet fjernvarmen, hvilket dog kræver lidt større omforandringer i den enkelte ejendom. Der vil fortsat være muligt at opnå en rabat på kr. 15.000 på tilslutningen ved tilmelding, inden gravemaskinerne når frem til den enkelte husstand.
Det er lokale, der står bag arbejdet, da entreprenør Jens Jørgensen står for gravearbejdet og rørene svejses af Nielsen Rør og Svejs samt værkets eget personale.
Arbejdet udføres i etaper, idet der etableres 2 hovedhaner, så der kan åbnes for varmen i 3 separate områder startende nedefra ved banestien, hvor tilkoblingen er sket til det eksisterende fjernvarmenet. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor langt man når med tilslutningerne, inden fyringssæsonen for alvor indtræder.
Der afholdes informationsmøde for områdets beboere onsdag den 21. september, hvor der vil blive givet yderligere information om, hvordan gravearbejdet skrider frem, og hvordan den enkelte husstand skal forholde sig i forbindelse med tilkoblingen. Se annonce andet sted her i avisen.
Samtidig med udvidelse af forsyningsområdet er man gået i gang med opførelse af akkumuleringstank ved varmeværket. Tanken på 1.500 m3 bliver 18 meter høj og skal udligne spidsbelastningerne, så man kan fyre mere jævnt over døgnet. Med en akkumuleringstank vil der ved driftsstop være mindre behov for at opstarte oliefyrskedlen.
Der er varslet prisstigninger på varmen, der intet har med investeringerne at gøre, men udelukkende skyldes forhøjede el- og energipriser. Den varslede stigning får med baggrund i krav om 3 måneders varsel alene effekt for den sidste acontobetaling, hvorfor den procentvise stigning virker uforholdsmæssig høj.