Kirkesanger i Tolstrup og Kattrup kirker, Preben Egeholdt blev fejret i Kattrup kirke for 50 år som kirkesanger. En fyldt Kattrup kirke lykønskede Preben og champagnepropperne sprang efter søndagens gudstjeneste.
I spidsen for søndagens gudstjeneste i Kattrup kirke stod Jytte Ibsen, i en næsten fyldt kirke. Kirken var festligt pyntet op med blomster, små Dannebrogsflag og lykønskningsbånd i hele rummet.
I våbenhuset stod de kølige boblende dråber klar til alle, så man kunne fejre Prebens Egeholdt lange karriere. Der var taler fra kirkens menighedsrådsformand og fra sognepræst Jytte Ibsen. Og anekdoterne fra et langt virke stod nærmest i kø for at blive fortalt – og der blev grinet højt af de gode historier.
Efter overrækkelse af blomster og kuverter, havde Preben Egeholdt også masser af gode historier fra en lang karriere i kirkens tjeneste at fortælle:
- Ved mit 40-års jubilæum vidste jeg ikke hvad jeg skulle fortælle… så jeg besluttede mig for at skrive alle gode historier ned for eftertiden. Det er nogle af dem som I kommer til at høre mig fortælle her i dag.
Efter en god stund forlod de sidste gæster Kattrup kirke og personalet kunne få ryddet op og gøre klar til næste gudstjeneste og mon ikke Preben allerede står klar til at oplade sin kraftige og flotte stemme for menighederne igen?
Kildall