Den nordlige del af Schüttesvej bliver fra fredag helt spærret for trafik, mens beboer- og ærindekørsel er muligt på den sydlige del. Til og fra boliger og erhverv langs Lovbyvej er der omkørsel via Søvej og Bygholm Bakker. Kort: Horsens Kommune
Erhvervsdrivende og beboere i kvartererne langs Lovbyvej vil skulle bruge omkørsler ad Lovbyvej, Søvej og Bygholm Bakker.
I den kommende weekend udfører Samn Forsyning endnu en etape af et større kloakarbejde i krydset ved Schüttesvej og Lovbyvej. Det betyder, at Schüttesvej vil være spærret for trafik fra fredag den 3. september 2021 kl. 09 til mandag den 6. september 2021 kl. 06.
I denne periode vil der være lukket for al trafik - også beboer- og ærindekørsel - på den nordlige del af Schüttesvej mellem Silkeborgvej og Åbjergskovvej. På den sydlige del af Schüttesvej fra Bygholm Parkvej og hen til Åbjergskovvej vil der udelukkende være beboer- og ærindekørsel tilladt.
For erhvervsdrivende og beboere i kvartererne langs Lovbyvej vil der være omkørsel via Lovbyvej, Søvej og Bygholm Bakker.
- Ved så stort et vejprojekt, som udvidelsen af Schüttesvej er, er der rigtig meget arbejde, der foregår under jorden bl.a. Samn Forsynings kloakarbejder. Meget af det arbejde, der bliver lavet under jorden, er kompliceret og kræver af sikkerhedshensyn, at vi lukker for trafik. Når vi er på den anden side af vejlukningen den kommende weekend, ser det heldigvis ud til, at Samn Forsyning og de øvrige ledningsejere er ved at være i mål med de forskellige arbejder på Schüttesvej, siger Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme i Horsens Kommune.
Mens vejen i weekenden er spærret, vil der også blive arbejdet uden for selve krydset med bl.a. etablering af rendestensbrønde.
Efter weekendens spærring vil Samn Forsyning fortsat arbejde med kloak- og vandledninger på Lovbyvej. Det vil kunne give trafikale gener og mulige lukninger på den del af Lovbyvej, der ligger tættest på Schüttesvej.
Tak til trafikanterne
Forventningen er, at selve udvidelsen af Schüttesvej vil være færdig i løbet af oktober, hvor bilisterne kan se frem til, at de fire spor er klar til at blive taget i brug. I forhold til den oprindelige tidsplan er projektet blevet forsinket et par måneder.
- Vi er klar over, at vi i øjeblikket trækker ekstra på bilisternes tålmodighed, og at der bliver arbejdet på flere projekter, der rammer den samme del af byen i forhold til Ringvejen og Schüttesvej. I begge projekter er tidsplanerne af forskellige årsager blevet skubbet, og det betyder, at vejlukningerne nu desværre følger lige efter hinanden. Det beklager vi - og vi siger endnu en gang tak for trafikanternes tålmodighed, forklarer Allan Lyng Hansen.
Også i næste uge vil trafikken i området omkring Schüttesvej blive påvirket. Onsdag den 8. september 2021 bliver den gamle asfalt fræset af Silkeborgvej på strækningen mellem krydset ved Schüttesvej og Lovbyvej. Mens det sker, vil vejen på den berørte strækning være spærret for trafik i tidsrummet mellem kl. 09 -15.
På www.horsensvokser.dk/Schuttesvej kan man læse mere om udvidelsen af Schüttesvej. Det er også muligt at få servicemeddelelser sendt direkte på SMS. Tilmelding kan ske ved at sende "KOM SCHUTTESVEJ" til 1910. Tjenesten er gratis.