I år er alt meget anderledes og det gælder også for de traditionelle Santa Lucia-gudstjenester med tilhørende optog, som desværre er aflyst i år – men lyset kan vi stadig fejre og det blev gjort flot i Søvind kirke.
Det elektriske lys i Søvind kirke var enten dæmpet eller slukket, og kirken var smukt illumineret af de mange levende lys rundt om i kirken som tegnede flotte flakkende skygger på de hvidkalkede mure.
Sognepræst Troels Bering trippede en smule nervøst rundt før gudstjenesten… for ville der komme nogen og overvære gudstjenesten som var uden Lucia-optoget?
Heldigvis blev kirken fyldt helt op med det tilladte antal, og præludiet var den kendte Santa Lucia-melodi spillet på kirkens orgel af Søren Thorup som satte en meget smuk stemning i rummet, der bare fortsatte gennem hele gudstjenesten.
Sognepræst Troels Bering gjorde også opmærksom på at dagens gudstjeneste havde lyset i fokus, hvilket var ganske tydeligt. For at understrege den smukke stemning spillede organist Søren Thorup og fløjtenist Charlotte Mortensen J. S. Bachs Air.
Som erstatning for optoget fik alle i kirken mulighed for at tænde et levende lys og placere det i døbefonten som var blevet fyldt med sand. Det var et meget smukt syn og en fin erstatning for det manglende Santa Lucia optog.
Så håber vi alle bare på mere normale tilstande næste år, med Lucia-optog med hvide dragter og tændte lys mellem hænderne.