Telefonen ringer. Det er en medarbejder fra Nets' sikkerhedsafdeling. Men det kunne også have været fra dit pengeinstitut, politiet eller noget helt tredje...
Af Sparekassen Kronjylland
Vedkommende i telefonen ringer for at gøre dig opmærksom på, at der i øjeblikket er svindlere, som er ved at hæve penge på din bankkonto. Heldigvis kan medarbejderen hjælpe dig med at forhindre det, men det kræver, at du handler hurtigt. Du skal bare oplyse dine betalingskortoplysninger og koderne til dit NemID. Men medarbejderen har ikke rent mel i posen - og i stedet for at hjælpe, bliver din bankkonto tømt.
Det er desværre ikke bare en skræmmehistorie, men sådan det foregår lige nu.
Del budskabet med dine ældre pårørende
- Der er desværre ingen grænser for svindlernes kyniske opfindsomhed eller mangel på medfølelse. Meget tyder på, at svindlerne lige nu går især efter ældre kvinder, men ingen kan vide sig sikker. Svindlerne er meget overbevisende i deres historier, så flere er på det seneste blevet snydt til at udlevere deres betalingskortoplysninger og kode til NemID, hvorefter svindlerne har fået adgang til at flytte store pengebeløb, forklarer Jan Mågård, der er fagchef for kort og selvbetjening i Sparekassen Kronjylland.
Det er især ældre kvinder, der for tiden bliver ringet op. Det er en tendens, der før er set.
Jan Mågårds opfordring er, at alle tager en snak med deres forældre og bedsteforældre om denne type svindel:
- Vi må alle hjælpe de ældre, så de kan blive klædt på til at gennemskue svindlerne og til at sige nej i telefonen eller simpelthen smække på. Man skal aldrig udlevere sine personlige oplysninger - heller ikke selvom personen i telefonen virker til at kende dig eller oplyser, at du har været udsat for svindel. Ingen med gode hensigter vil nogensinde bede om at få adgang til eller en kopi af et NemID eller konto- og betalingskortoplysninger.
- Del endelig det budskab med dine forældre eller bedsteforældre, når du har læst dette, for de ældre ser måske ikke selv de aktuelle advarsler og gode råd, opfordrer han.
Jan Mågård tror, at svindlerne går efter ældre personer, da de typisk er et lettere offer for svindlerne end de yngre:
- De unge er vant til at navigere på de digitale platforme og er fra barnsben blevet dunket i hovedet med risikoen for IT-svindel, og så tør de stille kritiske spørgsmål overfor autoriteter, forklarer Jan Mågård. Han har dog ikke nogen forklaring på, hvorfor det lige nu typisk er ældre kvinder, svindlerne går efter.
Sådan spærrer du NemID eller betalingskort
Hvis du har mistet dit NemID nøglekort eller har mistanke om, at nogen misbruger det eller har adgang til det, skal du straks spærre det via hjemmesiden www.nemid.nu.
Du skal også straks spærre dit betalingskort, hvis du har mistanke om, at nogen kender dine kortoplysninger. Det gør du ved at kontakte dit pengeinstitut eller Nets.
Gode råd til at undgå svindel:
- NemID er personligt. Du må aldrig udlevere dit NemID til andre
- Med NemID-app’en undgår du at have fysiske nøglekort, der kan blive fotograferet, stjålet, eller som kan mistes
- Brug ikke en offentligt tilgængelig computer, når du anvender dit NemID
- Har du mistanke om, at andre har kendskab til dine koder eller NemID, skal du straks kontakte din bank og få dem spærret
- Du må aldrig udlevere adgangskode til Netbank eller Mobilbank til andre. Din bank ringer aldrig for at få koder af dig til at hjælpe dig med et problem i Netbank
- Del ikke dine betalingskortoplysninger med andre. Din bank eller lignende vil aldrig bede om disse
- Vær altid opmærksom på falske mails og hjemmesider (tjek fx adressen)
- Vær opmærksom, hvis du bliver bedt om at betale et restbeløb for levering af en pakke eller vare. Fragten er altid betalt sammen med varen